23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Emil fik en ny start som nedriver hos Søndergaard

Et CV med vold, hashhandel og en fodlænke om benet er ikke just det, de fleste arbejdsgivere kigger efter, når de skal ansætte ny arbejdskraft. For Emil blev en ansættelse i nedrivningsvirksomheden Søndergaard starten på et helt nyt kapitel.

”Det var en mulighed for at vise over for mig selv at jeg kunne håndtere et normalt liv og et normalt arbejde. ”

Da Emil blev ansat hos Søndergaard, havde han netop siddet inde i tre måneder for salg af hash. I 10 år drev han sin egen bod på Christiania.

”Jeg tror, jeg er blevet draget af det miljø, frem for at stå op kl. halv 7 hver morgen og være på arbejde på et fast tidspunkt.”

Emil stod nu som ung mand med en plettet straffeattest, der både indeholdt grov vold, våbenbesiddelse og hashhandel og ønskede nu at få sig et arbejde. Han ringede til forskellige virksomheder, men de turde ikke ansætte ham.

”Og så ringede jeg ind til Søndergaard og fik fat på Christina (HR) og spurgte, om det kunne passe, at bare fordi man havde en plettet straffeattest, så ikke kunne få sig et arbejde.”

Efter en god snak og fysisk møde mellem parterne blev Emil ansat kun tre dage efter. På arbejdspladsen er de glade for Emil - og i sit arbejde føler Emil, han bliver værdsat og har noget at stå op til. En ægte win-win for begge parter.

”Nu har jeg snart været her et års tid, og jeg synes, det går bedre end nogensinde før. Jeg kan også mærke, at man har et helt andet drive til sådan et arbejde her, frem for hvad jeg har lavet før. Det er både på grund af kollegaerne og chefen. Jeg er virkelig tilfreds. ”

Miljøskifte kan hjælpe unge ud af kriminalitet
”Havde det ikke været for Søndergaard, ville jeg 100 % stadig været involveret i hashhandel eller siddet inde eller whatever.”

For mange unge er det netop skiftet af miljø, der er brug for, mener Emil. At få muligheden for at bevise sig selv og sit værd både over for sig selv og omverden.

”For andre unge fyre vil det måske være et breakthrough at kunne få sig et arbejde som nedriver. For det kræver ikke så super meget, men det gør alligevel, at du får en masse struktur i dit liv. Og du lærer nogle ting. Mange i det miljø er fx ikke vant til at have en chef over sig. Det kan de lære her.”

Men det er virkelig svært at få sig et job, når ens CV byder på vold, grov vold og våbenbesiddelse.

Derfor sætter Emil enormt stor pris på den tiltro Søndergaard havde til ham og den chance, han fik her.

”Jeg har noget våben, våbenbesiddelse, og jeg har noget vold og grov vold og vidnetrusler på mit CV, så det er begrænset hvor mange, der tør tage chancen. De tror jo bare jeg er dybt psykopat lige så snart de ser mig. Havde det ikke været for Søndergaard, ville jeg 100 % stadig været involveret i hashhandel eller siddet inde eller whatever.”

Emil sætter stor pris på den chance han fik i virksomheden. En chance for at vise over for sig selv og en arbejdsgiver, at han kan og vil.

”Jeg synes, det er stort, at de giver folk en chance. Det er fint, du kan fucke op og blive fyret efter en måned, men de har stadig givet dig den tiltro i den måned. Og bevise du kan noget andet end det bullshit, du har fået lavet tidligere.”

Drømmen kræver, at jeg kommer i omdrejninger
Emil fortæller, at det sjove ved at være nedriver er, at du får mulighed for at bruge dig selv og din krop på en god måde og komme ud med noget energi. Lønnen er ikke høj, men det er en del af pakken, siger Emil. ”Til gengæld kan du arbejde dig op.”

I fremtiden drømmer Emil om netop dette. Det er planen at bane sig vej i byggebranchens hierarki fra svend til sjakbajs, videre til formand og blive entrepriseleder en dag. Dermed vil Emil arbejde sig op til at være chef og lede en nedrivning fra start til slut.

Emil kan godt lide at suge viden til sig. Han har blandt andet været på kursus i håndtering af asbest og synes, det er fedt, at der er mulighed for kurser og læring.

”Det er fedt, at man kan komme på kursus. Jeg kan som person godt lide at lære. Jeg har ikke noget imod at sætte mig ned og lytte mig til hvad andre har at sige, hvis jeg kan lære noget nyt.”

På dette punkt er Søndergaard et godt sted at være. Hvis du har viljen, er der vej. Og så kan du selv skabe dig nogle fede arbejdsvilkår og en spændende karriere. Emil har tænkt sig at gribe denne mulighed – men han ved godt, det ikke kommer af sig selv.

”Så jeg ser stadig mulighederne, og det er jo bare om at gribe dem. Komme i omdrejninger. Der er jo ikke nogen, der gør det for en.”

Søndergaard A/S
Smedetoften 16
3600 Frederikssund
Frederikssund Kommune
Danmark
CVR nummer: DK34203717
P nummer: 1017381659

Kontaktperson

CIH
Camilla Illum Hansen
cih@soendergaard.dk

Send til en kollega

0.079