23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Teknikentreprenør overtager aktiemajoriteten i VVS Experten

Silkeborg-entreprenøren Henning Mortensen a/s har overtaget aktiemajoriteten i VVS Experten ApS, Brædstrup. Den tidligere indehaver, Dan Leonhard Pedersen, fortsætter som medejer og direktør.

»Det er ikke længere nok med et hold af dygtige håndværkere. I branchen oplever vi skærpede krav, når det kommer til blandt andet sikkerhed, arbejdsmiljø, licitationer og håndtering af persondata«, siger Dan Leonhard Pedersen fra VVS Experten om årsagen til, at han netop har overdraget aktiemajoriteten i sin virksomhed.

»Mindre installatører skal leve op til samme krav som de store aktører. Derfor har jeg brugt uforholdsmæssigt mange kræfter på myndighedskrav og administration«, fortæller Dan Leonhard Pedersen, der glæder sig over, at VVS Experten fremover hører til under Henning Mortensen-paraplyen.

Fortsætter som hidtil – bare stærkere
VVS Experten, direktøren og medarbejderne fortsætter i et selvstændigt selskab under samme navn og fra samme lokationer som hidtil – fremadrettet bare med stærkere kræfter i ryggen, som byder ind med en bredere vifte af tekniske kompetencer, administration og et solidt økonomisk fundament.

Kunderne hos VVS Experten vil derfor også fremover blive serviceret af de specialister, som de kender. Desuden betyder aftalen, at Dan Leonhard Pedersens indsats igen primært kan fokuseres mod konkrete opgaver, kunder, det gode håndværk og fortsat vækst.

VVS Experten er vokset fra syv medarbejdere til knap 40, siden Dan Leonhard Pedersen købte virksomheden tilbage i 2000, og intet tyder på, at den vækst stopper.

Styrker forretningerne
Også Hans Mortensen, adm. direktør hos Henning Mortensen a/s, udtrykker tilfredshed med aftalen:

»VVS Experten er en veldrevet og sund virksomhed med et stort udviklingspotentiale. Porteføljen består af loyale kunder i hele landet, der profiterer af det høje kompetenceniveau, som medarbejderne hos VVS Experten har«.

At byde VVS Experten velkommen på holdet er et naturligt skridt i udviklingen hos teknikentreprenøren fra Silkeborg, mener Hans Mortensen:

»Installationsbranchen har brug for at konsolidere sig. For mig er der ingen tvivl om, at vi ved at gå sammen skaber et endnu stærkere fundament for høj kundeservice, attraktive arbejdspladser, vækst og ikke mindst at matche de øgede krav i branchen til både metoder, kompetencer og økonomi«.

Ringen sluttes
Både Hans Mortensen og Dan Leonhard Pedersen glæder sig til at udnytte mulighederne i det nye samarbejde:

»Vi har kendt hinanden i mange år og er ret enige om, hvordan fremtiden skal ud«, siger Hans Mortensen om aftalen med Dan Leonhard Pedersen, der således vender tilbage til Henning Mortensen a/s, hvor han blev udlært midt i
1980’erne. Dengang var det stifteren og Hans Mortensens far – Henning Mortensen – der stod i spidsen for virksomheden.

»Med den nye aftale kan man næsten sige, at ringen er sluttet«, siger Dan Leonhard Pedersen.

 

Om virksomhederne
Henning Mortensen a/s er den lokale håndværker og den topprofessionelle teknikentreprenør med vvs, el, sikring, ventilation, blik og sprinkler under samme tag med lokationer i Silkeborg og Aarhus. Virksomheden er stiftet i 1959 og beskæftiger mere end 230 medarbejdere.

VVS Experten ApS beskæftiger knap 40 medarbejdere, der udfører alle typer opgaver og projekter inden for VVS i hele landet. Virksomheden har base i Brædstrup og har desuden to underafdelinger tilknyttet, Thyregod VVS og Gas Experten. Dan Leonhard Pedersen har været ejer af VVS Experten siden 2000.

Henning Mortensen A/S
Lillehøjvej 38
8600 Silkeborg
Silkeborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK25509129
P nummer: 1000050452

Send til en kollega

0.078