23948sdkhjf

Sender ansatte hjem: Tegnestue bag markante projekter konkurs

Flere interesserede investorer har meldt sig banen

Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue har 20 år på bagen, har specialiseret sig i landskabsarkitektur, og så har firmaets arkitekter sat et præg på markante projekter i hele kongeriget - fra Aarhus Havn til Grønland.

Men det er det slut med for nu. I sidste uge blev selskabet taget under konkursbehandling, og alle ansatte er sendt hjem.

Hvad der ledte til det udfald, står imidlertid stadig ikke helt klart.

Indehaveren, der også er direktør og navngiver til tegnestuen, Kristine Jensen, har ikke ønsket at tale med Licitationen - Byggeriets Dagblad om konkursen. Hun henviser til, at man nu er midt i en proces. 

Og hos kurator er årsagen til derouten stadig ved at blive undersøgt, lyder det fra advokat Casper Salling, der arbejder for kurator Søren Christensen Volder hos Bech Bruun. 

Underskud

I flere år havde tegnestuen med hovedsæde i Aarhus og et afstikker-kontor i København ellers plus på bundlinjen. Det var indtil det senest offentliggjorte regnskab for 2020/21.

Her dykkede selskabet til et underskud før skat på 1,2 mio. kr. ud af en bruttofortjeneste på 7,9 mio. kr.

Hvordan regnebrættet har artet sig op til konkursen vides dog ikke. Selskabet har ikke afleveret regnskab for året 2021/22.

Flere interesserede købere

Advokat Casper Salling fortæller, at man nu undersøger mulighederne for at finde en "løsning", og flere investorer har allerede vist interesse for tegnestuen, lyder det.

Det betyder også, at de ansatte ikke endnu er fyret, men at de indtil videre alle er sendt hjem. Ifølge virksomhedsregistret havde selskabet 10 fuldtidsmedarbejdere i tiden før konkursen.

- Vi kigger på, om det er muligt at få nogen til at overtage hele eller dele af virksomheden. Vi skal have et overblik over igangværende arbejder og projekter, og tager en dialog med dem, der henvender sig, siger Casper Salling.

Fingeraftryk på Rigsfællesskabet

Gennem årene har Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue sat tunge aftryk på arkitektlandkortet. Blandt andet i hjembyen, hvor selskabet har været med til at forme flere dele af havnefronten mellem 2013 og 2017.

I øst har selskabet også sat streger for Stevns Klint besøgscentret ved verdensarven i Boesdal Kalkbrud, mod nord i Aalborg for et kunstcenter i den gamle spritfabrik, Spritten, og endnu længere mod nord vandt Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue i et samarbejde med Dorte Mandrup Arkitekter i 2016 konkurrencen om at udforme Ilulissat Isfjordscenter i Diskobugten på Grønlands vestkyst.

Kurator er stadig ved at få overblik over, hvad selskabet efterlader sig af igangværende projekter.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125