23948sdkhjf

Fælledby vil anke byggestop til landsretten

Bygherren er ikke formelt part i sagen, men har fået tilladelse til at appellere en byretskendelse, der fik byggeriet sat i stå

Bygherren bag byggeriet af Fælledby på Amager vil appellere den kendelse, som i december sidste år fik lagt byggearbejdet på is. Det oplyser selskabet Fælledby P/S.

- Vi glæder os over, at vi nu får lov at tale vores sag. Vi mener, at der har manglet fakta og faglige nuancer i den proces, som har ført til byrettens kendelse, siger adm. direktør i Fælledby, Erling Thygesen i en pressemeddelelse.

Fælledby P/S valgte i december at slukke for maskinerne, efter Københavns Byret samme måned gav et søgsmål fra Amager Fælleds Venner opsættende virkning. Fælledvennerne havde slæbt Miljø- og Fødevareklagenævnet i retten, efter nævnet afviste en række klager, som Amager Fælleds Venners havde indgivet over bydelen.

Bygherren Fælledby P/S er dermed ikke direkte part i sagen. Men da kendelsen har stor betydning for byggeriet, har Fælledby P/S søgt om og fået en tilladelse hos procesbevillingsnævnet til at kære.

Om fælledby

Den færdige bydel skal huse 2.000 boliger, to børneinstitutioner, en skole, et plejecenter og lokalt butiksliv. Fælledby vil udgøre i alt 219.000 kvadrameter etageareal.

25% af boligerne bliver almene og med de almene boligorganisationer som bygherre. Blandt dem bliver også boligtilbud specielt til socialt sårbare personer

Omkring en tredjedel af projektområdet bliver genetableret som naturarealer med særligt fokus på vild, bynær natur.

Bygherren er projektselskabet Fælledby P/S, som ejes ligeligt af PensionDanmark og By & Havn.

Langstrakt sag

Sagen er indviklet og omfattende, men har oprindeligt taget udgangspunkt i en lille sort og svovlgul padde kaldet stor vandsalamander, som er beskyttet af et EU-direktiv.

Ifølge naturforeninger og borgersammenslutninger vil byggeriet af bydelen Fælledby på det sydlige Amager Fælled nemlig skade områder og krat, padden bruger som rasteområde - altså til at hvile sig i.

Det spørgsmål er bølget frem og tilbage. Og det blev foreløbig lukket, da Miljø og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet i 2021 afviste klager fra blandt andre Amager Fælleds Venner. 

Men Amager Fælleds Venner mente, at der blev udført en mangelfuld høring, og lagde derfor kort tid efter sag an mod Miljø og Fødevareklagenævnet i retten. Det var på den baggrund, at byretten i december har givet medhold i, at sagen skal have opsættende virkning, indtil den kan behandles.

Forventer afgørelse i foråret

Fælledby P/S mener, at byrettens kendelser har to elementer. Èt er spørgsmålet om der er sket en fejl i nævnets behandling af klager. Et andet aspekt er, om miljøet lider ”uoprettelig skade” på grund af byggearbejdet:

- Det er her, vi mener, at der mangler viden i retssagen. Projektets miljøkonsekvenser er undersøgt grundigt før, at tilladelsen blev udstedt, og dette arbejde førte bl.a. til krav om erstatningshabitater for padder og arbejdsfri perioder af hensyn til ynglefugle – krav, som vi har overholdt og dokumenteret til fulde, siger Erling Thygesen.

Selskabet forventer, at landsretten træffer afgørelse i kæresagen i løbet af foråret. I mellemtiden står maskinerne stadig slukkede. Og som Licitationen tidligere har beskrevet, har det ramt flere forskellige byggeaktører, blandt andet husbyggeren Scandi Byg.

Om sagen

Sagen tog sin begyndelse, da Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet i juli 2021 besluttede, at klager fra Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner havde opsættende virkning og skulle undersøges nærmere.

Kernen i klagerne var, at byggeriet ville gå ud over blandt andet et krat, som den beskyttede dyreart stor vandsalamander brugte som rasteområde, altså til at hvile sig i.

Efterfølgende nedlagde byretten fogedforbud mod at bygge videre, indtil klagenævnene havde kigget klagerne efter i sømmene.

Samme efterår fik bygherren så foretaget nye undersøgelser, som blandt andet viste, at "kun en meget lille del af krattet er et optimalt rasteområde for arten (det vil sige stor vandsalamander, red.),” skrev Planklagenævnet senere.

Derfor afviste klagenævnet i vinter, at klagerne skulle få betydning for projektet. 

Det er denne afgørelse, som Amager Fælleds Venner er uenig i, fordi der ikke var inkluderet en bestemt høring. Det er det, foreningen har slæbt Miljø- og Fødevareklagenævnet i retten over.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141