23948sdkhjf

Aalborg Portland klar med pilotanlæg til CO2-fangst

Efter måneders forberedelser er Aalborg Portland nu klar til at indfange CO2 fra cementproduktionen i Aalborg.

I går mandag kunne virksomheden officielt indvie et nyt pilotanlæg til CO2-fangst, og i samarbejde med forskere fra DTU og med støtte fra Innovationsfonden vil Aalborg Portland nu gøre sig de første erfaringer med CO2-fangst fra cementproduktion.

Det oplyser Aalborg Portland i en pressemeddelelse.

- Cement er et uundværligt materiale i byggeriet og indgår i alt fra bygninger til store infrastrukturprojekter. Derfor er det afgørende, at vi skaber en mere klimavenlig cementproduktion, og her vil CO2-fangst spille en vigtig rolle, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at fremstille cement uden at frigive CO2, forklarer Søren Holm Christensen, adm. direktør hos Aalborg Portland A/S, i pressemeddelelsen og fortsætter:

- De erfaringer, vi gør os nu i samarbejde med DTU, bliver afgørende for Aalborg Portlands grønne omstilling. Derfor er det også et enormt vigtigt skridt, vi tager med idriftsættelsen af dette pilotanlæg, og vi har store forventninger til resultaterne.

Aalborg Portland arbejder målrettet frem mod 2030 på at reducere sin CO2-udledning med 1,6 mio. ton. Cementkoncernen har sat et loft på CO2-udledningen på 600.000 ton i 2030 uanset aktivitetsniveau, og det svarer til en reduktion på 73 pct. af den nuværende udledning. Her skal CO2-fangst spille en vigtig rolle og levere en CO2-reduktion på 400.000 ton om året.

Mobilt anlæg

DTU har udviklet det mobile anlæg, der nu er installeret ved Aalborg Portlands største cementovn. Anlægget, der kan fange op til 1 ton CO2 i døgnet, skal efter planen testes frem til oktober 2023, og det skal således danne grundlaget for etablering af et anlæg i fuld skala.

- Med det her projekt kommer vi til at udvikle ny teknologi, der vil reducere CO2-udledninger og bidrage til en markant mere klimavenlig cementproduktion i Danmark. Derfor er det også fantastisk og helt unikt, at vi nu sætter dette projekt i søen hos en virksomhed, der spiller en så stor rolle på klimadagsordenen,siger lektor ved DTU Kemiteknik og leder af projektet, Philip Loldrup Fosbøl, og uddyber:

- Samtidig er der tale om et nyt setup, hvor vi kan udnytte overskudsvarme fra selve cementproduktionen til at drifte CO2-fangstanlægget i et vist omfang. På den måde kan vi også spare en stor del strøm, når anlægget er i fuld drift.

Projektet, der er navngivet CORT og er en del af det missionsdrevne partnerskab INNO-CCUS, har foruden DTU, Aalborg Portland og Innovationsfonden også 51 andre samarbejdspartnere, heriblandt Aalborg Universitet, Ørsted og Pentair. 

CORT har et samlet budget på knap 20 mio. kr. og er støttet af Innovationsfonden med 13 mio. kr.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11