23948sdkhjf

Ny prognose: Priser på byggematerialer vil fortsætte himmelflugt

Prisen på byggematerialer er allerede tårnhøj. Ifølge en prognose vil priserne stige yderligere.

Inflation har været en fast bestanddel i byggeriet gennem 2022. Og sådan kan det blive ved året ud.

Ifølge en ny prognose fra videnvirksomheden Molio vil byggematerialepriserne således fortsætte med at stige i både tredje og fjerde kvartal. Fra et prisindeks på 120,8 i andet kvartal til et indeks på 126,5 i fjerde kvartal, lyder det i fremskrivningen. En stigning på 5,7 procentpoint.

Til gengæld vil lønningerne flade mere ud med en lille stigning i sidste kvartal, anslås det.

Molio oplyser, at prognosen er baseret på byggeomkostningsindekset fra Danmarks statistik samt på prislister fra leverandører og på viden om sæsonudsving fra flere års data. Dertil medregnes den aktuelle markedssituation og usikkerheder: for eksempel krigen i Ukraine, forsyningskrise og inflation.

- Der tør vi godt med vores erfaring give et bud på udviklingen to kvartaler frem. Og ud fra de her faktorer til sammen, ser det ud til, at priserne på byggematerialer vil fortsætte med at stige i fjerde kvartal, siger udviklingschef i Molio Bjarke Fjeldsted til Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Rettesnor

Der er tale gennemsnitsbetragtninger. Så forsøger man som entreprenør at fremskrive en tilbudspris, må man tage højde for det enkelte projekts materialefordeling, minder han om.

- Det her en form for sum, hvor der er set på materialer i et gennemsnitsprojekt med en normal fordeling af materialetyper. Så den enkelte virksomhed kan bruge det som en rettesnor, men skal selvfølgelig tage højde for det enkelte tilbud og de materialer, der er i det, siger han.

Hvad angår lønningerne, følger udviklingen oftest nogle tydelige sæsonudsving. Og det vil den formentlig blive ved med, siger Bjarke Fjeldsted.

- Som man kan se på grafen, så er der en form for systematik, med stigninger og fald i løbet af året, der går igen. Og da lønningerne ikke på samme måde som materialepriserne har haft atypiske udsving, er det vores vurdering, at lønnen heller ikke nu vil afvige så meget fra det normale forløb.

Store udsving

Hos Danmarks Statistik kommer tallene for byggeomkostningsindekset, som bruges bredt blandt både bygherrer og entreprenører, med en forsinkelse. På nuværende tidspunkt er der alene tal for andet kvartal. Tallene for tredje kvartal kommer først i december ifølge Danmarks Statistiks udgivelseskalender.

Molios aktuelle prognose fremskriver for tredje og fjerde kvartal, og vil derfor være to kvartaler længere fremme.

- I og med, der en forsinkelse i de officielle tal, er man hele tiden bagud. Og med store udsving, som vi ser i øjeblikket, så kan de tal hurtigt jo blive forældede og give en stor usikkerhed, siger Bjarke Fjeldsted.

- Så vi håber, at det her (prognosen, red.) kan give mindre usikkerhed for specielt de mindre virksomheder, som måske ikke har kompetencer og ressourcer til selv at følge med i markedsudviklingen, siger han.

Prognoseværkstøjet er et nyt tiltag hos Molio, og den aktuelle prognose er kun den anden i rækken, som er offentliggjort indtil videre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094