Voldgiftsnævn har høje forventninger til særlig konfliktløsning
Indtil videre har der været 12 mediations- og mæglingssager ved Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg i år, viser tal, Licitationen – Byggeriets Dagblad har fået udleveret.
Det indikerer et fald sammenlignet med sidste år, hvor der samlet for hele året blev anlagt 27 mediations- og mæglingssager. Men det er en stigning, hvis man ser udviklingen over tid.
Og netop vækst er forventningen hos direktør i Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, Lene Ahlmann-Ohlsen. En forventning, hun ikke står ene med.
At udviklingen ikke er eksploderet, mener hun hænger sammen med, at formen er noget, branchen stille og roligt skal vænne sig til. Det er nemlig en ”meget anderledes” måde at løse tingene på, forklarer hun.
Hun uddyber her, at mens en voldgiftsdommer eller opmand træffer afgørelse om, hvad der skal ske i øvrige tvistløsningsformer, så indebærer mediation og mægling, at en trænet mellemmand i form af enten en mediator eller mægler bistår partnerne i en konflikt med, at de selv forliger sagen.
- Man er således som part meget mere inde over processen og løsningen selv - også når man har advokaten ved sin side, hvilket parterne som oftest stadig har. Det er som udgangspunkt ikke advokaten, der fører ordet, men parten.
- Jeg tror, vi vil se meget mere mediation og mægling, når flere har gjort sig erfaringer med det. Der er mange fordomme, men jo flere, der prøver det og ser gode muligheder, des flere, tror jeg, vil følge, siger Lene Ahlmann-Ohlsen.
Også Anne Buhl fra Buhl Mediation, der selv er tilknyttet Voldgiftsnævnet som mediator og mægler, tror på, at flere vil gå den vej. Hun oplever, at byggebranchen er meget nysgerrig, men at den store mase er forsigtig.
Derfor er hendes forventningen heller ikke, at udviklingen fremadrettet vil være eksplosiv - men derimod støt og roligt stigende. At den heller ikke har været eksplosiv frem til nu, forklarer hun med traditioner.
- Jeg tror, advokater udgør en vigtig rolle her. Det er den dør, byggeriet hurtigt går ind ad, når de møder modstand, og de lytter meget til rådene her. Når man går ind her, så er det helt andet paradigme end forhandlingsparadigmet. Det er jura, forklarer hun.
Hun påpeger, det kan være svært at lukke andre ind i "maskinrummet", men at hun tror, at det vil avle mere efterspørgsel, efterhånden som branchen får erfaring med mediation og mægling.
Lene Ahlmann-Ohlsen påpeger desuden, at AB18-sagerne først for alvor nu er begyndt at komme til Voldgiftsnævnet. Muligheden for mediation eller mægling har eksisteret længe men har tidligere været et mere frivilligt middel til løsning af en tvist, mens det med AB18 er sat mere i system.
- Jo flere af byggesagerne, der er med AB18 aftalegrundlag – des flere har mulighed for at forlange mediation og mægling. Derfor tror jeg på, at det vil stige stille og roligt i kombination med, at man får mere viden og erfaring, lyder det fra direktøren.
Intet urtete over det
Når det gælder fordommene fortæller Lene Ahlmann-Ohlsen, at mange har den opfattelse, at der ikke er noget at komme efter ved mediation eller mægling, da parterne har været igennem den obligatoriske forhandlingsproces, inden de kan gå videre til Voldgiftsnævnet. Men de tager de fejl, mener hun:
- En mellemmand vil kunne bidrage med, at man opdager, at man måske har talt forbi hinanden, ikke rigtig lytter, eller der ikke er klarhed over tvistepunkterne. I begyndelse troede mange, at mediation var meditation – altså noget med at sidde stille, snakke lidt og drikke urtete. De tager fejl. Det er meget professionelt og anerkendt - også i udlandet.
- Det kræver meget mod at gå den vej, og det er intet ”urtete” over det. Man skal dog acceptere, at man er nødt til at tale om tingene, og at det virker, fortsætter hun.
Desuden er det ifølge Lene Ahlmann-Ohlsen både hurtigere og billigere at gå mediations- og mæglingsvejen end voldgift.
I 2021 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for voldgiftssager afsluttet med afgørelse 19 måneder. Mediations- og mæglingssager kan derimod gennemføres på under en måned, "hvis alt går, som det skal, og parterne er indstillet på det", lyder det fra direktøren.
Kan skære noget af en konflikt
For de 11 anlagte sager i 2022 er tre forligte, fire ikke forligte og fire under behandling.
- Sagerne er ofte meget komplekse og store i deres genstand, hvorfor det ikke undrer, at man ikke altid kan forlige hele sagen – ofte vil man nemlig forlige dele af sagen og dermed gøre tvisten mindre, siger Lene Ahlmann-Ohlsen.
Hun oplyser videre, at ud af de mæglings- og mediationssager, som ikke er endt med forlig i 2022, er ingen gået videre i voldgift.
To af mediationssagerne i 2022 udspringer ifølge direktøren af en voldgiftssag og er begge forligte.
En mæglingssag udspringer af en voldgiftssag. Her var mæglingen ikke succesfuld, og parterne måtte tilbage i voldgiftsretten. Da der her alene var tale om ét forhold, kunne man ikke skære noget af sagen ved mæglingen, oplyser Lene Ahlmann-Ohlsen.
Hun fortæller videre, at de i Voldgiftsnævnet ikke ser en tendens i, hvornår der gøres brug af mediation eller mægling – altså i hvilken type af konflikt.
Mediation og mægling
Opstår der konflikt, så er der flere muligheder for at finde en løsning: mediation/mægling, hurtig afgørelse og voldgift. Uanset hvilken vej, man vælger at gå, skal der ske forhandling først.
Vælger man at gå mediations/mæglingsvejen, så er processen som følger, oplyser direktøren:
- Ønsket rettes til Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, hvor det oplyses, hvem modparten er
- Voldgiftsnævnet sikrer, at parterne har overholdt den obligatoriske forhandlingsproces
- Der efterspørges ønsker til mediator eller mæglers kompetencer
- Voldgiftsnævnet foreslår en mægler eller mediator – forslaget accepteres i de fleste tilfælde. I yderste konsekvens kan Voldgiftsnævnet udpege mediator mod parternes vilje, men de fleste mediatorer ønsker i så fald ikke at mediere, da det ifølge Lene Ahlmann-Ohlsen ikke er fremmende for processen.
- Efter mediator eller mægler er på plads bliver der sat et telefonmøde op med parterne, hvor processen tales igennem - ikke mindst fordi det er nyt - og her berammes selve mediations- eller mæglingsmødet.
Voldgiftsnævnet har et netværk af mediatorer og mæglere, som der trækkes på, og som dækker et bredt spekter af faglig viden inden for bygge og anlæg. Det er både jurister, arkitekter, ingeniører, murer etc.
Voldgiftsnævnet startede med et lille korps på omkring 20 fordelt over hele landet, som bliver udbygget efter behov, oplyser Lene Ahlmann-Ohlsen.