23948sdkhjf

200 boliger på vej - lokal entreprenør vinder første nybyggeri på Aarhus’ Amtssygehus

Et karréprojekt i røde tegl tilpasset Aarhus Amtssygehus’ karakteristiske arkitektur bliver omdrejningspunktet i det første projekt i Udviklingsplan for Amtssygehuset. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Bag projektet står aarhusianske Raundahl & Moesby sammen med Patrizia Denmark. De har vundet udbuddet med et projekt tegnet af Link Arkitektur, som – ifølge meddelelsen – skaber arkitektonisk samhørighed med Amtssygehusets øvrige bygninger, der er tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen og blev taget i brug i 1935.

Projektet indeholder cirka 200 lejligheder med boliger til både familier, ældre og unge, som dermed får hjem centralt i Aarhus. Byggeriet indeholder også en dagligvarebutik og to detailbutikker i stueplan mod Viborgvej.

Karréprojektet er fordelt på cirka 14.000 kvm og tilføres desuden en privat parkeringskælder til beboerne og en privat, grøn gårdhave med orangeri ovenpå dagligvarebutikken, der placeres i stueplan.

Aarhus Byråd godkendte onsdag aften arealsalget, der blev præsenteret i marts måned, og som bliver det første på Amtssygehuset. Projektet opføres på hjørnegrunden mellem Tage-Hansens Gade og Viborgvej.

– Området er et mønstereksempel på et areal, som vi skal passe rigtigt godt på, når vi bygger nyt. Derfor har vi kun nikket til dette tilbud, fordi det lever op til de høje krav til arkitekturen, som skal respektere det historiske i området og samtidig passe ind i omgivelserne og smelte sammen med de eksisterende bygninger, siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.

Klassisk kvarter bevares

Ifølge stadsarkitekt i Aarhus Kommune, Anne Mette Boye, er der tydeligt tale om et nyt projekt, men den gennemgående arkitektur for projektet drager flere paralleller til de bevaringsværdige hospitalsbygninger og den unikke identitet, som hele området bærer.

– Mange aarhusianere har et forhold til Amtssygehuset, og som kulturmiljø er det en arkitektonisk perle i byen. Nu ser vi det første projekt, der starter den store omdannelse fra sygehus til bykvarter. Det er en karrébebyggelse i seks etager, som vi kender fra mange andre steder i byen, som forholder sig arkitektonisk til Amtssygehusets karakter, men det er også en ny bygning, som tilbyder noget nyt til området, siger Anne Mette Boye og påpeger:

– Hjørnet Viborgvej/Tage-Hansens Gade bliver desuden en markør for ankomsten til det nye bykvarter, og der er skabes blandt andet et større byrum med plads til alle omkring den oprindelige kiosk, som så mange kender.

Træder officielt ind i realiseringsfasen

Samlet skal 100.000 kvm ved Amtssygehuset de kommende år kan skabe plads til op mod 900 boliger i to til seks etagers bygninger, som også er højden på de nuværende bygninger.

– Det her salg er en utrolig vigtig milepæl for os. Det markerer overgangen fra en lang proces med kontinuerlig borgerinddragelse og et grundigt arbejde med en vision og udviklingsplan for området, som tager højde for de mange særlige kvaliteter, som det indeholder, udtaler bystrategisk chef i Teknik og Miljø, Bente Lykke Sørensen.

– Med salget træder vi officielt ind i en ny fase af udviklingen af Amtssygehuset; realiseringsfasen. Personligt glæder jeg mig utrolig meget til at se resultaterne af den her proces udmønte sig i en et nyt bykvarter med en tydelig identitet som tidligere Amtssygehus, fortsætter hun.

Fakta

Området har været en af byens store arbejdspladser, som Aarhus Kommune købte i 2015 af regionen. De sidste patienter blev overført til Aarhus Universitetshospital i september 2018.

Projektet lever op til en certificering af bæredygtighedsmærket DGNB Guld blandt andet på grund af arbejdet med genanvendelige materialer, fokus på nyplantning, biodiversitet og fokus på CO2-udslip.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Mest læste
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Stjålne minigravere: Politiet har foretaget flere ransagninger
Materielsektionen griber til nyt våben mod tyveri
Går videre med planer for Fredspladsen i Gellerup
Nordic Wood Industries styrker bestyrelsen med erfaren profil
Region nedtoner risiko for konkurs hos entreprenør
November-rekord: Konkurser i byggeriet stiger med raketfart
Andre Nordiske Medier
Metal Supply DK
Wood Supply DK
Building Supply DK
Jern & Maskinindustrien
Mester Tidende
Motor-magasinet

Send til en kollega

0.812