23948sdkhjf

Nyt byggeri gør kæmpe trold hjemløs - hvem har plads til Ivan Evigvår?

Kunstner Thomas Dambos kæmpe trold, Ivan Evigvår, der normalt er placeret på Stejlepladsen i København, skal flytte på grund af byggeri. Nu savner den et nyt hjem

Kunster Thomas Dambos kæmpe trætrold, Ivan Evigvår, skal flytte fra sit sædvanlige hjem ved Stejlepladsen i Københavns Sydvest kvarter grundet byggeri på pladsen.

Derfor kan alle nu ansøge om at blive vært for troldens næste hjem, fortæller han til TV 2 Lorry.

- Jeg vil foretrække, at den (trolden, red.) kommer til at gøre nogle mennesker glade og passe på et område. Den skal være med til at passe på naturen, siger Thomas Dambo og uddyber:

- Hvis du var en trold, hvor ville du så gerne hen?, spørger Thomas Dambo, der gerne ser, at trolden står et sted, hvor den passer ind.

Trolden Ivan Evigvår, som er en del af Thomas Dambos udstilling, Den Kæmpestore Troldefolkefest, har stået på Stejlepladsen siden 2020. I alt er der 21 trolde fordelt ud over hele landet.

Thomas Dambo vidste godt, at der tilbage i 2020 var snak om, at der skulle bygges nye boliger i området på et senere tidspunkt. Han håbede derfor på, at trolden kunne være med til at bevare området.

Derfor ærgrer det også kunstneren, at trolden nu skal flyttes.

- Jeg synes, det er trist, at den skal ned. Grunden til dens placering var, at det var et fantastisk sted – et skævt sted. Det var for at hylde stedet. Jeg tror, der er mange, der er kede af, at den skal flytte, siger Thomas Dambo, der erkender, at kampen mod byggeriet er tabt.

Hvis man skulle være så heldig at blive vært for troldens kommende hjem, er der ifølge Thomas Dambo flere ting, man skal være opmærksom på.

- Man skal være opmærksom på, at Ivan er en gammel trold, og den ikke har de længste ben. Han skal have hjælp til at blive flyttet, og den kan have brug for lidt kærlighed. Den har brug for olie og en skrue en gang imellem, siger Thomas Dambo.

Han understreger også, at den nye vært skal være opmærksom på, at trolden er offentlig kunst, hvorfor andre folk skal kunne have mulighed for at besøge trolden.

Ifølge Thomas Dambo kan man i de næste par uger ansøge om at blive troldens nye vært. Det kan man gøre på hans hjemmeside.

Redaktionen/tib

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078