23948sdkhjf

Pensionsselskab skyder 700 mio. kr. i milliardforandringen af Vollsmose

Med pensionsselskabet AP Pension om bord som investor og samarbejdspartner går forandringen af Danmarks største udsatte boligområde, Odense-bydelen Vollsmose, nu ind i en ny fase.

Sammen med Odense Kommune og boligorganisationerne Civica og FAB udgør pensionsselskabet ejerkredsen i et privat arealudviklingsselskab, der etableres formelt, når AP Ejendomme med en samlet investeringssum på over 700 mio. kr. indtræder i kredsen.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Adm. direktør i AP Ejendomme Peter Olsson er glad for, at AP Ejendomme skal være med til at stå for realiseringen af fremtidens Vollsmose:

– Vi ser et stort potentiale i Vollsmose, der med sin placering tæt på Odense centrum kan udvikle sig til et særdeles attraktivt område, der appellerer til både borgere og virksomheder. Vi er ikke i tvivl om, at fremtidens Vollsmose bliver et område, der vil fokusere på det potentiale, som bydelen indeholder, siger han i pressemeddelelsen.

Investeringer på op imod 10 mia. kr. og anlæg af omkring 2.000 nye boliger skal frem mod 2030 forandre Vollsmose fra et udsat boligområde til en bydel med stærkere sammenhængskraft og varieret arkitektur i form af flere typer af private og almene boliger og byggeri til erhverv og kommunale arbejdspladser.

400.000 kvm byggegrunde

Arealudviklingsselskabet er det første af sin art i Danmark, når det kommer til udvikling af et udsat boligområde. De tre grundejere bidrager med arealer til selskabet, mens AP Ejendomme indskyder kapital.

Arealudviklingsselskabet skal udvikle en arealportefølje på 400.000 kvm byggegrunde med et estimeret salg af 218.000 kvm byggeretter. Det svarer til cirka 2.000 nye boliger og 35.000 kvm erhverv.

Som ny medejer af arealudviklingsselskabet for omdannelsen af Vollsmose kan AP Ejendomme udvide sin ejendomsportefølje med mindst 300 boliger. AP Ejendomme bliver også bygherre til et erhvervshus/bydelshus med 500 kommunale arbejdspladser, ligesom de får køberet til yderligere arealer, hvor der kan opføres op til 50.000 kvm etageareal svarende til mere end 500 boliger. AP Ejendomme står desuden for at udforme forslag til den nye, bæredygtige bydelsplan.

En milepæl

- Omdannelsen af Vollsmose er langvarig, og for mange af de beboere, der skal flytte på grund af nedrivninger, har der været usikkerhed og mange spørgsmål. Men vi har en god dialog med beboerne, og genhusningsopgaven er godt i vej. Det er rigtig positivt, at vi nu har nået en milepæl og fået en privat investor med om bordet i udviklingen af Vollsmose, udtaler Erling Nielsen, formand for organisationsbestyrelsen i FAB.

Vollsmose består i dag af cirka 2.800 almene boliger. I henhold til den lovbestemte udviklingsplan for Vollsmose skal andelen af almene familieboliger i bydelen reduceres til højst 40 pct. inden 2030, og udviklingsplanen indebærer derfor nedrivning af 1.000 almene familieboliger og salg af arealer til opførelse af minimum 1.600 nye private boliger samt arealer til erhverv og kommunale formål. 

Boligorganisationerne Civica og FAB er allerede nu i gang med nedrivning af de 1.000 almene familieboliger samt renovering af øvrige 1.800 almene familieboliger i Vollsmose. lda

Om Arealudviklingsselskabet for fremtidens Vollsmose

Arealudviklingsselskabet for fremtidens Vollsmose er det første af sin art i Danmark i henhold til udvikling af et udsat boligområde.

Arealudviklingsselskabet er et privat selskab, der består af fire ligeværdige parter. De tre grundejere - Odense Kommune, Civica og FAB - skyder arealer ind i selskabet, mens AP Ejendomme som privat investor bidrager med en investering på over 700 mio. kr. samt et forslag til en ny, bæredygtig bydelsplan. Bydelsplanen er fælles grundlag for det videre arbejde i selskabet.

Arealudviklingsselskabet skal udvikle en arealportefølje på 400.000 kvm byggegrunde med et estimeret salg af 218.000 kvm byggeretter. Når fremtidens Vollsmose står færdig, vil parterne i arealudviklingsselskabet, selve selskabet og køberne af byggeretter have investeret op imod 10 mia. kr. i Vollsmoses forandring.

Som ny medejer af arealudviklingsselskabet for omdannelsen af Vollsmose kan AP Ejendomme udvide sin ejendomsportefølje med mindst 300 boliger. AP Ejendomme bliver også bygherre til et erhvervshus/bydelshus med 500 kommunale arbejdspladser, ligesom de får køberet til yderligere arealer, hvor der kan opføres op til 50.000 kvm etageareal svarende til mere end 500 boliger.

Kilde: Odense Kommune

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.14