Licitationen mener: Har minister overhovedet lyttet til byggeriet?
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har ikke ligefrem en stor stjerne hos den udførende del i bygge- og anlægsbranchen i disse dage.
Hans fuldstændige affejning af at bevare den særlige paragraf 7 i den kommende ændring af tilbudsloven vækker nemlig ikke ligefrem begejstring.
At overvære åbningen af tilbud enten fysisk eller digitalt er for entreprenørerne vigtig, da de hurtigt kan få en afklaring af, om de er inde i billedet til opgaven eller skal se sig om efter andre entrepriser.
Helt uforståeligt for branchen affejer erhvervsministeren paragrafen med, at den understøtter konkurrencebegrænsende adfærd hos de deltagende virksomheder.
Det er en ret alvorlig beskyldning mod en hel branche, og ministeren indikerer jo her indirekte, at bygge- og anlægsvirksomhederne i bund og grund aftaler priser, hvilket som bekendt er ulovlig.
Hvis det er hans argument for ikke at lytte til branchen, burde han genoverveje sin beslutning. For hvor ved han det fra?
Det virker ikke som om, at Simon Kollerup helt har forstået, hvordan byggeriet arbejder her. Det kan godt være, at entreprenørerne kan få oplysninger om priser via en markedsdialog eller aktindsigt, som Bygherreforeningen tidligere har påpeget.
Men humlen i diskussionen er jo hurtigheden i at få oplysninger, som entreprenørerne kan få ved at overvære åbningen.
Det affejer man ikke ved at beskylde branchen for at begrænse konkurrencen.