23948sdkhjf

Seks kommuner får Realdania-støtte til flere cirkulære løsninger

I seks kommuner er turen nu kommet til mere samarbejde med borgere og virksomheder om at finde cirkulære løsninger på lokale udfordringer og udviklingen af cirkulært byggeri - med støtte fra Realdania, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

– Cirkulær økonomi kan lyde både abstrakt og langt væk fra den kommunale kerneopgave. Men helt konkret handler det om at finde løsninger, der kan give os byer uden affald, hvor alt er designet og bygget i genanvendte materialer, og hvor borgerne let kan dele, leje og bruge ressourcer igen og igen, sådan lyder det i pressemeddelelsen fra Simon Kofod-Svendsen, projektchef i Realdania og ansvarlig for foreningens arbejde med at udvikle nye, cirkulære løsninger – særligt i den danske byggebranche.  

De seks danske kommuner, som har sagt ja til at bruge de næste to år på arbejde med udvikling af nye cirkulære løsninger er Fredensborg, Fredericia, Kolding, København, Odsherred og Aalborg kommuner. 

Fra cirkulær byfornyelse til genbrug af plast

Udviklingsforløbet ledes af Dansk Design Center og Danmarks miljøklynge Clean under titlen ’Cirkulære Byer’ og støttes økonomisk af Realdania.  

Cirkulære Byer favner bredt både geografisk og i forhold til byernes udfordringer. I København vil man bruge forløbet til at styrke genanvendelsen af byggematerialer, navnlig plast, mens man i Odsherred vil udforske byerne Vigs og Asnæs' potentiale for grøn og cirkulær byfornyelse. Det skal blandt andet ske gennem partnerskaber med det lokale erhvervsliv og inddragelse af foreninger og kommunens unge. 

I Aalborg ønsker kommunen at udvikle byens gamle industriområde Hjulmagerkvarteret til et bæredygtigt kvarter med fokus på at bevare dele af den eksisterende bygningsmasse og områdets kulturarv. Og i Fredericia skal deltagelsen i Cirkulære Byer hjælpe kommunen med at skabe et kredsløb blandt lokale industrier med henblik på udveksling og cirkulation af ressourcer og materialer. 

Ifølge Simon Kofod-Svendsen er det unikke ved forløbet i Cirkulære Byer, at de udvalgte kommuner kommer til at arbejde med deres udfordringer i samspil med både virksomheder, forskningsmiljøer og borgere – foruden de øvrige udvalgte kommuner. Derudover får kommunerne god, faglig støtte og sparring undervejs i et svært skifte, samtidig med at de understøttes i at samarbejde på tværs af forvaltninger.

- Og så er håbet selvfølgelig også, at de erfaringer og den viden, som de seks kommuner opbygger undervejs i forløbet, vil kunne komme andre kommuner, der gerne vil arbejde mere cirkulært, til gavn, udtaler Simon Kofod-Svendsen i pressemeddelelsen.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172