23948sdkhjf

Odense Letbane skifter topchef igen

Med virkning fra 1. marts 2022 ændrer Odense Letbane P/S i direktionen. Årsagen er, at fungerende adm. direktør, Steen Lykke, ønsker at træde tilbage for at gå på pension. Det skriver letbanen i en pressemeddelelse onsdag formiddag.

– Vi har som anlægsselskab været gennem en kritisk periode over de seneste måneder, og det har været afgørende for dialogen med vores entreprenør, Comsa, at Steen Lykke med sin store erfaring og autoritet sad med ved bordet, forklarer Odense Letbane P/S' formand, Jesper Rasmussen, om ledelsesrokaden.

– Nu er vi nået til et punkt, hvor dialogen er mere afklaret, og vi kan se målstregen forude. Derfor kan vi nu imødekomme en for længst indgået aftale med Steen Lykke om, at han træder tilbage fra selskabets direktion ved udgangen af februar, fortsætter han.

Direktionsrokade

Økonomidirektør, Michael Jalking, udnævnes til fungerende adm. direktør i den resterende del af anlægsselskabets periode.

– Michael Jalking har været med ved letbanen næsten fra begyndelsen, og i denne her situation er han det oplagte valg som fungerende adm. direktør, siger Jesper Rasmussen.

Samtidig udnævnes nuværende chef for Transportation System, Thomas Sjøgren, til teknisk direktør, hvor han afløser Steen Lykke. Endelig udnævnes chef for Drift og Vedligehold, Dan Ravn, til direktør for Drift og Vedligehold. 

Michael Jalking, Thomas Sjøgren og Dan Ravn vil herefter udgøre selskabets direktion.

Ville stoppe i 2020

Steen Lykke blev fungerende adm. direktør i forbindelse med, at Mogens Hagelskær forlod posten for i stedet at blive vicedirektør i Energistyrelsen med ansvar for energiøerne i Nordsøen og Østersøen.

– Steen ønskede oprindeligt at træde tilbage ved udgangen af 2020 - men på grund af udfordringerne i projektet overtalte vi ham til at tage en ekstra tørn. Det skylder vi ham en særlig tak for, siger Jesper Rasmussen. 

Efter Steen Lykke fratræder sin stilling ved Odense Letbane står han fortsat er til rådighed for selskabet som ekstern rådgiver. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172