23948sdkhjf

Benny Engelbrecht trækker sig: “Jeg er selvfølgelig både ked af det og ærgerlig”

Benny Engelbrecht (S) trækker sig fra posten som transportminister. Det oplyser han i en meddelelse fra Transportministeriet torsdag aften.

Hans exit kommer samme aften, som støttepartiet Enhedslisten har oplyst, at partiet ikke længere har tillid til ham som transportminister.

Mistilliden stammer fra en sag om beregninger på CO2-udledning ved anlæg af infrastruktur-projekter, som ikke blev delt med Folketingets partier i forbindelse med forhandling af en aftale sidste sommer.

Ifølge Benny Engelbrecht fordi Transportministeriets embedsmænd vurderede, at de ikke var brugbare.

Ked af det og ærgerlig

I meddelelsen torsdag aften siger Engelbrecht:

- Jeg har også beklaget forløbet, og jeg er selvfølgelig både ked af og ærgerlig over, at Enhedslisten har valgt at sige, at de ikke har tillid til mig – og på den baggrund har jeg valgt at trække mig som minister.

Han anfører videre, at han har gjort, hvad han har kunnet for at for at belyse sagen.

- Jeg har gennem hele min ministertid bestræbt mig på at behandle alle så godt som muligt og vise respekt og ydmyghed for embedet, siger han i meddelelsen.

- Jeg er stolt af de resultater, vi har nået. Ikke mindst den meget brede aftale om infrastruktur, som reelt udgør en plan for, hvordan vi elektrificerer hele transportsektoren.

Bag om sagen

  • Torsdag var transportminister Benny Engelbrecht (S) i samråd om CO₂-beregninger for anlægsfaserne, som blev tilbageholdt i forhandlingerne om Infrastrukturplan 2035.
  • Regeringen sagde ved præsentationen at udspillet er klimaneutralt.
  • I slutningen af januar 2022 kunne fagbladet Ingeniøren afsløre, at der ind til sent i udfærdigelsen af udspillet var beregninger på, hvor meget CO₂ aftalen ville udlede.
  • Ifølge beregningerne vil opførslen af 36 af i alt 48 projekter udlede 1,64 millioner ton CO2.
  • Transportministeren har forklaret, at tallene ikke var præcise nok. Det var derfor, de blev taget ud.
  • Han har undskyldt for, at de ikke blev vist alligevel.
  • Ministeren har sagt, at han ikke var blevet spurgt præcist til beregninger af CO₂-udledning i forbindelse med opførsel af projekter.
  • Særligt Enhedslisten har dog kritiseret ministeren. Mai Villadsen (EL) har henvist til et spørgsmål til transportudvalget fra den 8. juni, hvor der bliver spurgt til sådanne udledninger.
  • En minister må ifølge loven om ministres ansvarlighed ikke fortie information, der er relevant for folketingets bedømmelse af en sag.

Kilder: Regeringen, Transportministeriet, Ingeniøren og retsinformation.dk.

/ritzau/

Beregningerne blev ikke delt med partierne i forbindelse med forhandlingerne om den infrastruktur-pakke, som blev aftalt i juni sidste år.

Torsdag var han i to samråd om aftalens betydning for klimaet. Særligt et af samrådene handlede om de beregninger, som ikke blev delt med Folketinget.

Beklaget flere gange

Forud for samrådet havde Engelbrecht beklaget, og det gjorde han igen torsdag.

Han forklarede, at det var en vurdering blandt hans embedsmænd i Transportministeriet, at beregningerne af CO2-udledning ved anlæg af de forskellige projekter var for usikre til, at de kunne bruges.

Dels kunne de, forklarede Engelbrecht, ikke bruges til at sammenligne eksempelvis vej-projekter med jernbane-projekter.

Dels tog de ikke i tilstrækkelige grad højde for, hvad den teknologiske udvikling kunne byde på de næste år.

Det bed dog ikke på Enhedslisten, der henviste til, at flere partier har fortalt, at de under forhandlingerne fik at vide, at sådanne beregninger ikke fandtes.

Derfor mener Enhedslisten, at Benny Engelbrecht har vildledt Folketinget.

- Vi har ikke noget personligt imod Benny Engelbrecht. Men det vigtigste i et demokrati er altså, at vi kan stole på de oplysninger, som vi får, sagde Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

Også Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige oplyste tirsdag, at de ville stemme for et mistillidsvotum mod Engelbrecht, hvis det kom til afstemning i salen.

Dermed tegnede der sig et flertal imod ham, hvis han ikke selv trak sig.

Modsat ville de to andre støttepartier, De Radikale og SF, give Benny Engelbrecht en påtale - det der kaldes en næse. 

Blå Bog: Benny Engelbrecht

Benny Engelbrecht er 51 år og blev medlem af Folketinget i 2007.

2019-2022: Transportminister.

2015-2019: Tingssekretær.

2015-2019: Næstformand for Finansudvalget.

2015-2019: Finansordfører.

2014-2015: Skatteminister.

Kilde: Folketinget.

/ritzau/

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094