Økonomisk muskelkraft tillader Hillerød-rådgiver at være kræsen: Vil vokse på sine kerneområder

Det går godt for den rådgivende ingeniørvirksomhed Dines Jørgensen og Co. A/S.
Med flere nye opgaver i ordrebogen og en fremgang på fire mio. kr. i årsresultat siden 2019/2020-resultatet har adm. direktør Ole Rasmussen god grund til at smile. Han står i spidsen for en Hillerød-rådgiver, der trods corona, eller måske netop derfor, har fået mere at lave.
- Da den første nedlukning og nervøsitet havde lagt sig, fik vi paradoksalt nok mere at lave, og fik flere opgaver inden for et af vores kerneområder, som er skoler og skolerenoveringer, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Ole Rasmussen, der står i spidsen for en rådgivervirksomhed med 108 ansatte, fortæller, at selskabets omkring 100 mio. kr. i omsætning bliver tilvejebragt af det han kalder "både simpel men også omfangsrig rådgivning, der hylder dialog, dialog, dialog".
Højde for alt
Når noget skal byggemodnes, sætter den mellemstore sjællandske rådgivervirksomhed en ære i at være på forkant og råde kunden bedst muligt.
- Derfor handler det for os om at spørge, om kunden har fået tjekket for eksempel vandspørgsmål, forurening, fredningsspørgsmål og geoteknik, der er en af vores kompetencer, siger han.
Og om det så er flyruter for flagermus eller spørgsmål om fredede paddearter handler det for rådgiverne om at være på forkant.
- Vi leverer hele pakken og kan holde trit med de store rådgivere på markedet, fordi vi også tør fravælge opgaver og holde os til kerneforretningen, understreger Ole Rasmussen.
Gode referencer
- Vi siger for eksempel nej til de store sygehusopgaver og de store rammeaftaler. Til gengæld har vi en stor bygningsafdeling, der også lever af den viden, der er opbygget gennem årene, tilføjer han.
- Det er for eksempel en særskilt disciplin at renovere et fysiklokale, og de opgaver får vi kun med gode referencer. Vi gør os meget inden for skoler og har mange referencer, derfor bliver vi interessante for kunderne, og kan vælge områder, hvor vi er rigtig gode, såsom klimahåndtering.
Hvad bliver opgaverne primært i 2022?
- Vi kommer til at arbejde med mere af det, vi er gode til, som klima- og LAR-projekter, geoteknik og rådgivning på gummestøvle-niveau. Aktuelt har vi afsluttet et klimaprojekt på Frederiksberg, hvor de har huse til højre og venstre, mange kældre og alt for meget vand, når der skybrud, siger Ole Rasmussen til Licitationen.
Han tilføjer, at Dines Jørgensen og Co. fortsat også kommer til at være rådgivere for andre rådgivere:
- Vi har specialkompetencer inden for geoteknik, og der bliver vi fisket ind, hvis der opstår uforudsete jordbundforhold. Og først og fremmest handler det om mennesker og dialog. Vores job, også fremadrettet, bliver at arbejde med sagerne i et ukompliceret sprogbrug, så bygherre ved, hvad han får for pengene, og forstår det, hvis ting bliver dyrere end budgetteret.
Fastholder kunder
Han glæder sig over, at corona - fra at være kilde til frygt for at dreje nøglen om - nu faktisk har spillet positivt ind i den fremgang, rådgiverne oplever. Efterhånden som de offentlige bygherrer måtte sende folk hjem gennem pandemien, ringede kommunerne til Dines Jørgensen.
- En del af de kunder har vi stadig. Og vi har også fremgang fordi vi kan tillade os at have en selektiv tilgang til opgaver. Nu går vi kun efter dem, som vi er rigtig dygtige til, for eksempel klimasikringsprojekter, siger Ole Rasmussen.