23948sdkhjf

Formand gik bevidst efter ny topchef uden for byggeriet: Nu skal branchens ry forbedres

En ny mand med friske øjne og mod på nye udfordringer har sat sig i spidsen for den koldingensiske totalentreprenør Kjæhr & Trillingsgaard A/S.

- Det er en spændende udfordring i en branche, som ikke altid har haft det bedste ry, fortæller 46-årige Morten Høilund, som fortsætter:

- Når man står udenfor branchen, er der sager om eksempelvis byggesjusk, slagsmål mellem bygherre og byggefolk samt lejere, der kommer i klemme og projekter, der ikke leveres til tiden. Det er nogle af de klassiske fejl. Den her virksomhed skal kendes for noget helt andet.

Kursen er altså allerede lagt fra den nye direktør, som trådte ind ad døren hos Kjæhr & Trillingsgaard på årets første arbejdsdag.

Men det er overhovedet ikke tilfældigt, at det netop er dén dør, han har valgt.

- Jeg er kommet til en virksomhed, der har et værdisæt, jeg kan genkende mig i. Et sted hvor vi holder, hvad vi lover, og hvis noget skal rettes, så gør vi det, siger han.

Kjæhr & Trillingsgaard

  • Virksomheden blev grundlagt i 1906.
  • I 1940 blev Gerhardt Kjæhr efter eget ønske købt ud, mens Laurids Trillingsgaard videreførte firmaet sammen med sin søn Axel Regnar Trillingsgaard.
  • Christian Trillingsgaard, som i dag er bestyrelsesmedlem og medejer, er fjerde generation af slægten
  • I 2021 flyttede virksomheden til nyt domicil på Nordager 17 i Kolding
  • Siden begyndelsen i 1906 har virksomheden udviklet sig fra store betonopgaver og havnebyggerier til i dag, hvor der udelukkende opføres projekter til dansk erhverv og industri i hoved- og totalentrepriser
  • 14 funktionærer er beskæftiget i firmaet foruden 150 medarbejdere hos samarbejdspartnere og underleverandører

Insisterede på mand udefra

I jagten på en ny direktør var det vigtigt for både bestyrelsesformand og medejer af virksomheden, Kaj Aage Nielsen, og medejer Christian Trillingsgaard, at der ikke bare blev rekrutteret en velkendt mand fra branchen.

- Jeg kom heller ikke fra byggebranchen, da jeg kom ind i byggebranchen i 1998. Det har jeg haft utrolig meget gavn af, for det betyder, at der ikke sidder endnu en byggemand og blander sig i alt. Vi har en række funktionærer og et produktionshold, som er dygtige til byggeprojekter. Det ville være ærgerligt ikke at få nye og friske øjne på. Derfor insisterede jeg på, at det skulle være en mand udefra, fortæller Kaj Aage Nielsen.

Kjæhr & Trillingsgaard A/S står dog ikke foran en revolution, men får til gengæld ny inspiration.

- Morten skal være holdleder og få nye projekter ind. Det handler om at være træner, leder og tage sine værktøjer i brug. Man skal turde at ansætte folk, der har andre og stærkere kompetencer end sig selv, lyder det fra bestyrelsesformanden, der på forhånd havde et kendskab til den nye mand, inden han prikkede ham på skulderen.

- Han bliver den bedste nord for alperne. Han udstråler tillid, og det er vigtigt, lyder det.

To brancher, flere ligheder

Selvom Morten Høilund nu skal betræde nyt terræn, kan han trække på mange af sine erfaringer.

Logistik- og byggebranchen har nemlig visse ligheder, mener han. Skal man bygge en ny bygning eller outsource sit lager? Hvordan griber man projektstyring an og sikrer, at der bliver leveret til tiden? Spørgsmål som disse, er han godt bekendt med.

- Jeg er vant til at levere serviceydelser og levere til tiden. Det minder om byggebranchen, hvor der omvendt skal afleveres et fysisk produkt. Det har jeg kolleger, der er dygtige til, siger han og bemærker, at hans egen byggetekniske viden er begrænset, men at han kan stille spørgsmål, hvilket kollegerne allerede har opdaget, tilføjer han med et grin.

Ledelseserfaring og ambitioner- det har han til gengæld masser af.

- Jeg vil sætte mit aftryk på service og bæredygtighed. Jeg hører på kunder, at vi som branche godt kan skubbe på den bæredygtige dagsorden. I dag behøver man ikke opføre bygninger med DGNB-certificering, men kigger man lidt frem, tror jeg, der vil være en enorm efterspørgsel. Vi kan som branche være enten reaktive eller proaktive. Jeg mener, vi skal være det sidste.

Vil fordoble størrelsen

Desuden skal Kjæhr & Trillingsgaard A/S vokse.

Totalentreprenøren har i dag 14 funktionærer samt cirka 150 medarbejdere hos underleverandører og samarbejdspartnere.

- Fundamentet er godt, og jeg tænker, vi kan blive dobbelt så store. Den vækstrejse interesserer mig helt vildt. Min egen erfaring er, at det er niveauet, før en virksomhed ændrer sig - inden der er så mange mennesker, at man ikke kan være personligt involveret i alle, siger Morten Høilund og tilføjer:

Derefter skal der måske indsættes mellemledere. Det gælder også kundekontakt. I Prime Cargo var jeg engang vant til at hilse på alle nye kunder, når de var på besøg. Det var der ikke tid til sidst.

I de 23 år, Morten Høilund tilbragte hos DSV Prime Cargo, voksede medarbejderstaben fra tre til 500.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112