23948sdkhjf

Efter dødsulykke: Maskinfabrik vil eliminere risiko for gentagelse

Sjørring Maskinfabrik arbejder lige nu på at konstruere en teknisk løsning, der kan eliminere muligheden for, at en menneskelig fejl kan udløse en gentagelse af den ulykke, som på tragisk kostede en 59-årig mand livet onsdag i sidste uge.

Det oplyser Klaus Kalstrup, som er adm. direktør for den nordjyske maskinfabrik, der producerer skovle til entreprenørmaskiner. 

Ny instruks er ikke nok

Den 59-årige medarbejder blev klemt under en adapterplade, der ved en fejl ikke var hægtet fast med en krankrog, da den skulle skiftes. Dermed faldt den flere hundrede kilo tunge plade ned over medarbejderen, da han løsnede pladens bolte.

- Det hjælper ikke noget bare at lave en ny instruks, for en ny instruks kan også glemmes, siger Klaus Kalstrup med henvisning til risikoen for, at adapterpladen tipper og falder ud, når den skrues løs og ikke er sikret med kranen.

- Derfor arbejder vi hårdt på at finde en teknisk løsning, som sikrer, at pladen simpelthen ikke kan falde ned, selvom der skulle ske en menneskelig fejl, siger Klaus Kalstrup, som håber, at den tekniske løsning kan være klar til godkendelse af Arbejdstilsynet på fredag.

Fredag er den frist, maskinfabrikken har til at klarlægge overfor for Arbejdstilsynet, hvordan man fremadrettet vil sikre proceduren ved maskine, hvor ulykken fandt sted.

Den adm. direktør slår fast, at Sjørring Maskinfabrik har, og altid har haft, et rigtig godt samspil og samarbejde med Arbejdstilsynet.

- Arbejdstilsynet har altid været tilfredse med, hvad de ser her hos os, men i det her tilfælde sker der en menneskelig fejl og forglemmelse, og dermed rammer en skrækkelig og tragisk ulykke. Det vil vi gøre alt for at forhindre sker igen, siger Klaus Kalstrup.

Han henviser samtidig til, at det udstedte strakspåbud fra Arbejdstilsynet ikke indeholder et forbud mod fortsat brug af maskinen men derimod et krav om ny sikkerhedsprocedure.

Ulykke har ramt hårdt

Den adm. direktør lægger ikke skjul på, at dødsulykken har ramt maskinfabrikken hårdt.

- Det her berører os alle dybt, og de nære medarbejdere omkring kollegaen er meget berørte. Men der er jo slet ingen tvivl om, at det her er værst for afdødes familie, som vi tænker rigtig meget på i øjeblikket, siger Klaus Kalstrup.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141