23948sdkhjf

Landets største udlejer: Der er fortsat grøde i udlejningen

Udlejningssektoren i bygge- og anlægsbranchen er stadig i udvikling herhjemme. Og det gælder også den største af dem, GSV Materieludlejning, som løbende har opkøbt, og sidst frasolgt aktiviteter, for dels at udvide, men også fokusere aktiviteterne.

- Det kan se ud som om, vi er gået tilbage, når man kigger på vores 2020-regnskab. Men det er de facto sådan, at når man renser regnskabet for opkøb og frasalg, så ligger vi fuldstændig på niveau, endda lidt bedre end året før, siger Dan Vorsholt til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Solgt og købt

Firmaet solgte sine pavillonaktiviteter fra for at fokusere på kerneforretningen, og det var faktisk en ganske indbringende del af butikken, der blev solgt fra.

- Det er vigtigt for os at fokusere på vores kerneforretning, og derfor tog vi dette skridt, siger han og tilføjer, at det selvfølgelig er skidt at sige farvel til en indbringende forretning. Og selv om det var en stor luns på 130 mio. kroner i omsætning, der hermed forsvandt, betyder det langt fra, at der ikke tjenes penge i GSV, siger Dan Vorsholt.

- Selskabet har til gengæld også udvidet aktiviteterne inden for kerneområdet, senest ved overtagelsen af det mindre firma, Mogens Hansen, hvor man overtager ca. 25 store entreprenørmaskiner med fører tilføjer han.

- Vi ser nogle muligheder her, og vi har ikke haft denne type maskiner i vort koncept før, men det passer perfekt ind i vores kernebutik, så vi kan tilbyde kunderne denne vare også.

- Der er masser af aktivitet indenfor områder, hvor store anlægsmaskiner er i gang, og her ser vi nogle muligheder, siger Dan Vorsholt.

Aktivitet på kogepunktet

Han påpeger at aktiviteten i bygge- og anlægssektoren næsten er lidt for høj:

- Det er jo et problem, når virksomhederne ikke kan rekruttere de folk de skal bruge, og der er faktisk rigtig mange projekter i gang. Vi har investeret kraftigt, men som alle andre er der på grund af corona’en også ventetid på nye maskiner, så det kan give lidt forsinkelse på enkelte områder, men det er jo vilkårene.

- Vi er et rigtigt godt sted med høj aktivitet i markedet, og vi har investeret i ny teknologi. Vi lancerer snart et nyt IT-værktøj til at hjælpe vore kunder til at blive mere effektive i samarbejde med os, og på den måde kan vi være med til at udnytte maskinerne langt bedre, og når maskinerne bliver udnyttet mere effektivt, så frigør det også kapacitet, og det er jo godt for både kunden og for os, siger han til Licitationen.

Koncern til salg

Til gengæld har GSV Materieludlejning jo gennem en årrække været ejet af Catacap - en investeringsfond, og her kan man godt forestille sig, at der kunne komme en handel inden for en overskuelig fremtid:

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har optimeret forretningen til også at være attraktive for en eventuel køber hen ad vejen. Det handler rigtig meget om timing, og om at finde den rette ejer, så tingene fortsat kan udvikle sig, siger han.

Miljø i front

Firmaet satser hårdt på miljørigtig udlejning, og er med i front, når det gælder om investeringer i eldrevne maskiner.

- Vi vil være med på de miljøtiltag, der er mulige. Det vil sige at en stor del af det mindre og måske også mellemstore grej vil være eldrevet på sigt, og teknologierne udvikler sig jo hele tiden. Men de store maskiner tror jeg ikke på, bliver eldrevne. Det kan måske være brint i stedet, men dieselteknologien er jo også blevet bedre, siger han til Licitationen.

Artiklen er en del af temaet Brancheanalyser.

Læs mere om: GSV
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111