23948sdkhjf

Jakobsen & Blindkilde fordobler opgave i Thisted

Folkene fra Jakobsen & Blindkilde har i et lille års tid arbejdet på en udvidelse af Thy Hallen i Thisted, etape et udviklingen af et moderne center for borgeraktiviteter og -sundhed for hele kommunen.

Nu skal NCC-firmaet lave endnu mere på stedet. 

Jakobsen & Blindkilde har sammen med Cubo Arkitekter og rådgivere fra Niras vundet etape to i udvidelsen; ombygning af det eksisterende foyerområde, omklædningsfaciliteterne og det nye sundhedscenter. Ordren er på knap 52 mio. kr. 

– Det kommende sundhedscenter bliver nærmest et stort forsamlingshus for Thisted, og nærheden til uddannelsesinstitutionerne gør det helt sikkert til et sted, hvor byens borgere kommer til at mødes og udfolde sig, siger senior tilbudschef Claus Michael Pedersen fra Jakobsen & Blindkilde i en pressemeddelelse fra firmaet.  

En trak sig i processen 

Thisted Kommune havde fire hold i spil til anden etape af projektet ved Thy Hallen. 

Faktisk har fem hold været på listen over budgivere. Et hold med JFP i front trak sig som budgiver i starten af februar i år. Projektets styregruppe indbød derefter entreprenørfirmaet Erling Jensen A/S, et tilbud firmaet fra Nykøbing Mors takkede ja til. 

De fire udvalgte hold var: 

- Entreprenør Erling Jensen A/S med underrådgiverne Erik Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører 

- Entreprenør Jacobsen og Blindkilde med underrådgiverne Cubo Arkitekter og Niras 

- Entreprenør Jens Jensen Murer/Entreprenør med underrådgiverne GPP Arkitekterne og Sweco Danmark 

- Entreprenør TL Byg med underrådgiverne Arkitektfirmaet Kjaer & Richter og Frandsen & Søndergård

Det nye sundhedscampus placeres øst for Thyhallen og sammenbygges med den eksisterende indgang til Thyhallens foyerområde, så faciliteterne smelter sammen. Samlet bliver der 2.700 kvm nybygning og 2.700 kvm ombygning. Der bliver i stueplan indrettet behandlingsrum og træningssale. På første sal bliver der møderum, kantine og kontorarbejdspladser. I det nedre niveau under det eksisterende foyerområde bliver de nuværende omklædningsfaciliteter ombygget og gjort mere overskuelige for brugerne.

Byggeriet begynder i november 2021 med projektering og forventes afsluttet ultimo 2023. 

Ét byggeri, tre etaper og 100 millioner

Der er i alt tre etaper af ”Center for Sundhed – Thyhallen”. Første etape er den gennemgribende renovering af Centerhallen og en udvidelse af sportsfaciliteterne i Thy Hallen med et spring- og motorikcenter og en ny aktivitetshal, der får samme størrelse som den nuværende Hal A. Denne første etape løber op i knap 42 mio. kr. 

Byggeriet af etape et er godt i gang og Centerhallen er allerede klar til at blive taget i brug. I første omgang dog uden et stort publikum. Den nye aktivitetshal forventes at kunne tages i brug i slutningen af december, mens gymnaster og de mange andre brugere af spring- og motorikcentret må have tålmodighed et par måneder mere.

Anden etape er den netop bevilgede ombygning af det eksisterende foyerområde, omklædningsfaciliteterne og det nye sundhedscenter, og tredje etape handler om at skabe nye bevægelsesrum på udearealer.

Thisted Kommune investerer i alt godt 100 mio. kr. i det samlede projekt. Lokale og Anlægsfonden støtter etape to og etape tre med i alt 8 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157