INDEKLIMA Hovedpine, koncentrationsbesvær, høje lyde, utætte vinduer og dårligt lys. Det er hverdag for mange skoleelever landet over. Med konsekvenser for indlæring og trivsel.
Selvom mange kommuner har fokus på udfordringerne med dårligt indeklima, kan det være svært at identificere, præcis hvor man skal begynde.
Derfor kan landets kommuner nu tilkalde professionel assistance - et rejsehold fra foreningen Realdania - hvis de mangler overblik over, hvor indeklimaet halter på deres skoler, og hvis de savner hjælp til at komme videre med at forbedre klasselokalerne.
Brug de gode erfaringer
Rejseholdet er en del af Realdanias kampagne ’Skolernes Indeklima’, der skal hjælpe flere kommuner i gang med at arbejde strategisk med indeklima. Samt udbrede erfaringer fra andre kommuner og indsamle ny viden om, hvordan brug af klasselokaler kan forbedre indeklimaet.
"Det hele med det formål at sikre renere luft, mindre støj, bedre dagslys og ikke mindst trivsel for elever og medarbejdere", lyder det i en pressemeddelelse fra Realdania.
To workshops
I Realdania, der har forlænget indeklima-indsatsen med yderligere tre år og 20 mio. kroner, håber man, at mange kommuner vil tage imod det gratis tilbud om et besøg.
Konkret indebærer et besøg fra rejseholdet to halvdags-workshops for relevante medarbejdere i kommunen inden for både det pædagogiske og det tekniske område. Her skal der blandt andet arbejdes med fundamentet for kommunens egen strategi og så skal der kigges på hidtidige indsatser og udfordringer - på tværs af forvaltninger.
Herefter hjælper Rejseholdet med at konkretisere og identificere oplagte indsatser, og der udarbejdes køreplan for det videre arbejde.
At skabe overblik
Derudover kan Rejseholdet ved særlige behov indkalde eksterne specialister.
- Der kan vi hjælpe med at skabe overblik, give anbefalinger og forhåbentlig skubbe kommunen i den rigtige retning, siger Anne Gade Iversen, projektleder i Realdania, i pressemeddelelsen.
Rejseholdet kommer nemlig, ifølge hende, med rygsækken fuld af viden og erfaringer.
Blandt andet fra de 12 kommuner, der har været en del af kampagnen for indeklima, og som har brugt de seneste år på at udarbejde strategiske skoleplaner.
Rejseholdet består af Smith Innovation, der faciliterer analyseforløb i byggebranchen.De har rådgivet de 12 kommuner, der allerede har arbejdet strategisk med indeklimaet.