Fra nichefag til vækstfag
Anlægsstruktør og bygningsstruktør har fået vokseværk. Tallene fra 2021 viser, at vi har flere end 1.000 aktive lærepladser. I denne avis’ spalter bliver vi omtalt som et nichefag. Det kan fremover hedde et vækstfag!
At de to struktøruddannelser er ved at forløse noget af sit store potentielle, skyldes en række forhold. I modsætning til andre uddannelser er anlægs- og bygningsstruktørens hovedudfordring, at for få mennesker søger faget. Derfor bruger vi i det faglige udvalg stor energi på at udbrede kendskabet til uddannelserne.
Vi erkender, at vi ikke på kort tid bliver kendt blandt alle danskere. Derfor søger vi at blive kendt hvor det giver bedst mening. Det er blandt andet hos de mange unge, der hvert år begynder på erhvervsskolerne. Her arbejder vi for en god og stærk præsentation af faget. Helst med en struktørfaglærer, der har et godt tag på de unge.
Her er resultaterne gode. På de skoler hvor det lykkedes, vælger mange unge struktørfaget.
Styrker skolens økonomi
Det betyder igen, at struktørfaget går fra at være en underskudsgivende for erhvervsskolen til at styrke skolens økonomi. Dette er med til at øge skolens engagement omkring uddannelserne. På mange erhvervsskoler bliver vi nu anset for en vækstuddannelse, hvilket bringer faget ind i en positiv spiral. Det er også årsagen til, at vi i det faglige udvalg arbejder på at få flere skoler til at udbyde uddannelserne
Mange entreprenørvirksomheder har fået øjnene op for uddannelsens kvaliteter. De fleste virksomheder der aktivt og udadvendt forsøger at tiltrække lærlinge, lykkedes også med at dække deres behov for kvalificerede lærlinge. De er på vej til at få en stærk uddannelseskultur, som vi kender fra blandt andet murer- og tømrermestrene. Rekrutteringskilden er lærlinge og vejen ind som ny medarbejder er som lærling. Det tror vi på er vejen frem.
Er udviklingen nødvendig?
Hvis vi ser på medarbejdernes gennemsnitsalder i branchen og på de opgaver, der venter i fremtiden. Lad os blot nævne Femerntunnelen til Tyskland, de mange klimatilpasninger og infrastrukturplanen, der de kommende år skal føres ud i livet. Her har anlægs- og bygningsstruktøren en fremtræden rolle i de mange betonkonstruktioner og anlægsarbejder der venter. Så ja, vi skal forsætte den positive udvikling, hvis vi vil have de kvalificerede hænder til rådighed.
Det bliver et lang sejt træk at få uddannet et tilstrækkeligt antal anlægs- og bygningsstruktører for der er brug for dem i branchen. Vores lærlingeuddannelser hviler på en stærk uddannelseskultur, og opbygning af kultur tager tid og kræver gentagelse. Derfor er det også et rugbrødsarbejde der venter forude. Vi er på vej, og kan se et uforløst potentielle i landets fire største byer. Vi slutter op om at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse. Sådan går vi fra nichefag til vækstfag.
Artiklen er en del af temaet Debat.