23948sdkhjf

Grønland dropper olieplaner

Ifølge Ingeniøren, dropper den grønlandske regering drømmen om et stort olieeventyr. Fokus er i stedet rettet mod investeringer landets fiskerisektor

Grønlands regering Naalakkersuisut har valgt ikke at arbejde videre med forskning i olie på og omkring Grønland.

Det skriver Ingeniøren.

- Naalakkersuisut har vurderet, at de miljømæssige konsekvenser ved olieefterforskning og olieudvinding er for store, siger minister for råstoffer Naaja H. Nathanielsen til Ingeniøren.

- Og de ressourcer vi bruger på at holde liv i drømmen om et olieeventyr kan avendes bedre i andre dele af vores erhvervsliv.

- Fremtiden ligger ikke i olie. Fremtiden tilhører den vedvarende energi, og hvad det angår, har vi meget at vinde, siger ministeren videre.

Hensynet til det sårbare arktiske miljø, den spirende turisme og landets hovedindtægtskilde, fangst og fiskeri, nævnes også som årsager til at droppe at forsøge at finde olie.

Desuden tyder regeringens beregninger på, at der ikke vil være kommerciel interesse for olieefterforskning i Grønland i fremtiden.

Flere investorer har også meldt ud, at de ikke vil efterforske i Arktis, fordi risikoen er for høj i forhold til gevinsten.

Ifølge Ingeniøren er der fire aktive kulbrinte-eftersøgningslicenser, som Grønland er forpligtet til at holde aktive, så længe licenshaverne efterforsker.

Selskabet bag et af de fire licenser har allerede udtrykt ønske om at tilbagelevere licensen.

Både miljøorganisationen Greenpeace og Verdensnaturfonden WWF bifalder den grønlandske beslutning.

Det vurderes, at der alene i Vestgrønlands undergrund er omkring 18 milliarder tønder olie.

Den grønlandske regering, der overtog magten efter valget i april, har allerede leveret på valgløfter om at stoppe planer om uranudvinding i Sydgrønland.

/Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125