23948sdkhjf

Rådgiverhold skal finde løsninger til omdannelse af Bispeengbuen

Frederiksberg og Københavns Kommuner har valgt Tegnestuen Vandkunsten A/S til at udarbejde idéoplæg til omdannelsen af Bispeengen.

Oplægget skal danne grundlag for kommunernes politiske beslutning om, hvordan Bispeengen skal omdannes, hvis Bispeengbuen rives ned.

Idéoplægget skal udarbejdes i samarbejde med underrådgiverne Skaarup Landskab, Via Trafik, Bactocon Sønderborg, LNH Water, Kommon og Realise.

Baggrunden er den mangeårige diskussion om, hvordan området omkring Bispeengbuen skal indrettes, hvis buen rives ned, og trafikken føres under jorden. 

Flere modeller i spil

Ideoplægget lægger derfor op til en bred borgerinddragelse og forløber i to faser fra august 2021 til sommeren 2023. I første fase skal der udarbejdes forslag til vision og handlemuligheder ud fra to hovedscenarier:

Det ene lægger op til, at der både skal etableres ny bebyggelse og byrum i området, mens det andet arbejder med, at der kun skal etableres et nyt grønt byrum. Begge modeller skal tage højde for håndtering af regnvand i området.

Fælles plan med staten

Når den del af oplægget er klar i sommeren 2022, skal Frederiksberg og Københavns Kommuner træffe politisk beslutning om, hvorvidt de ønsker at gå videre med et af scenarierne, og – i givet fald – hvilket.

Hvis det besluttes, skal der udarbejdes en helhedsplan, og på basis af den træffer kommunerne den endelige politiske beslutning om idéoplægget i sommeren 2023. Sideløbende med arbejdet med oplægget arbejder kommunerne for at få en fælles plan med staten, der ejer Bispeengbuen.

Skal finde midlerne

Teknik og Miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen (EL) mener at København har brug for flere grønne områder og mindre beton.

- Takket være et stærkt pres fra blandt andre Nørrebro Miljøpunkt og Åbn Åen rykker vi hele tiden nærmere målet. Nu har et enigt Folketing forpligtiget sig på en foranalyse om en delvis nedrivning af Bispeengbuen. Derfor er det vigtigt, at vi i København til efterårets budgetforhandlinger finder midler, så vores oplæg kommer til at rumme bud på muligheder for at skabe et grønt område - både ved en hel og delvis nedrivning af buen, siger hun i en pressemeddelelse.

Et dyrt projekt

- Det er rettidig omhu at undersøge tingene grundigt, inden man træffer beslutning om grundlaget for det videre arbejde med et så stort og dyrt projekt som dette. Jeg håber de politiske drøftelser med København og med staten munder ud i en konstruktiv løsning for alle, ikke mindst beboerne tæt på Buen, siger formand for By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune, Jan E. Jørgensen (V) .

Han tilføjer, at det er første gang, staten for alvor forpligter sig. 
- Nu er der sagt A – så senere forventer jeg, at der bliver sagt B – og at staten åbner den store tegnebog, siger han.

Trafik under jorden

Idéoplæggets udgangspunkt er en løsning, hvor trafikken føres under jorden i en tunnel med tre spor i hver retning.

Det er dog muligt, oplægget udvides med et supplerende hovedscenarie af en etapeløsning med en delvis nedrivning af Bispeengbuen.

Det forudsætter, at der afsættes midler dertil i kommende budgetforhandlinger i Københavns Kommune. Frederiksberg og Københavns Kommuner har hver afsat 1,5 mio. kr. til at få udarbejdet idéoplægget.

Opgaven har været i EU-udbud, som medførte prækvalifikation af fem firmaer, hvor Tegnestuen Vandkunsten A/S med underrådgivere vandt opgaven.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.203