23948sdkhjf

Nu kan arkitekterne flytte ind i 12.500 kvm "anti-ikonisk værksted"

Efter lidt over 50 år i den gamle købmandsgård og 10 adresser på og omkring Nørreport i Aarhus, har Arkitektskolen Aarhus fået nøglerne til 12.500 nybyggede kvadratmeter på Godsbanearealerne i Aarhus, Danmarks første nybyggede arkitektskole. 

– Vi drømte om et råt arkitekturlaboratorium, og det er præcis, hvad vi har fået, siger Torben Nielsen, rektor for Arkitektskolen Aarhus. 

Arkitektskolen, New Aarch, er kendetegnet ved sin værkstedslignende karakter med højt til loftet, varierende rumforløb og mulighed for at se på tværs af huset, så de studerende kan se og lære af hinanden. Samtidigt åbner byggeriet sig for omverdenen. 

Fakta: New Aarch

Bygherre: Bygningsstyrelsen

Kunde: Arkitektskolen Aarhus

Bygherrerådgiver: Etos Ingeniører, Nord Architects og A2

Totalrådgiver: Adept med Tri-Consult som underrådgiver

Totalentreprenør: A. Enggaard

Øvrige: Vargo Nielsen Palle, Rolvung og Brøndsted Arkitekter, Steensen Varming, Lendager Arkitekter

Budget: 287 mio. kr.

Areal: 12.500 kvm

– Bygningen kan med sine synlige installationer, fokus på detaljerne og møderne mel-lem materialer, forskellige rumligheder og lysindfald fungere direkte som et indspark i vores undervisning, og samtidig har vi fået en bygning, der er fleksibel nok til at rumme alle de forskellige aktiviteter, som en moderne arkitektuddannelse kræver i dag, siger Torben Nielsen.

Et anti-ikonisk værksted

Byggeriet blev afleveret af A. Enggaard, ADEPT og Tri-consult til Bygningsstyrelsen tidligere på året. 

– Byggeriet er i høj grad et resultat af en samarbejdsproces, som skubber til forestillingen om, hvordan god arkitektur opstår. Den nye arkitektskole er ikke skabt som et mesterværk, men snarere som et anti-ikonisk værksted, der først nu skal indtages og udvikles i samspil med brugerne og konteksten, siger arkitekt og partner i Adept Martin Krogh.

New Aarch er opført i samarbejdsmodellen New Partnering baseret på dialog og vidensdeling, hvilket ifølge parterne bag har givet et fuldt forventningsafstemt projekt i langt højere kvalitet end ved en mere traditionel arbejdsdeling.

– Vi har i fællesskab vendt og drejet hver en sten og prioriteret pengene der, hvor det gav mest værdi. Det håber jeg, de studerende vil lade sig inspirere af i deres arbejde med fremtidens arkitektur, udtaler Lisa Sørensen, teamleder og projektchef i Bygningsstyrelsen.

Arkitektskolen Aarhus flytter ind over sommeren, så skolen kan stå klar til semesterstart. Den officielle indvielse bliver afholdt på arkitekturens dag og skolens fødselsdag den 4. oktober 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127