23948sdkhjf

Mangfoldighed betaler sig - også i byggeriet

Byggeriet står overfor et væld af udfordringer, som kalder på innovative løsninger. Vi skal bygge mere bæredygtigt og reducere mængden af affald ude på byggepladserne. Vi skal have højnet produktiviteten, og vi skal have endnu flere til at vælge håndværksfagene, hvis vi vil beholde vores stolte håndværkstraditioner.

Det er store udfordringer, som branchen har kæmpet med i flere år. Alligevel er der ikke sket det store ude på byggepladserne, hvor mange processer er de samme som for 20 år siden. Den manglende innovation og produktivitet er et problem for branchen, der kæmper med en spildtid på 30%. Der er mange årsager til den lave produktivitet. Men vi kommer nok ikke udenom, at rekrutteringen spiller en betydelig rolle for den manglende innovation.

Smal lukket rekruttering

Bygge-, anlægs- og installationsbranchen er domineret af mænd. Kun 10% af de udførende er kvinder. Mange håndværkere har fået deres arbejde gennem en lukket rekrutteringsproces, hvor de er blevet hyret ind til et sjak eller en håndværksvirksomhed via deres netværk. Jobbet er ikke blevet slået op. I stedet for er ansættelsen sket gennem netværk, familie, venner eller skolen. De umiddelbare fordele er lette at se: Du får en medarbejder, som er en del af kulturen, ikke stiller spørgsmål til rutinerne og holder tempoet. Win win. Eller er det?

For byggepladserne mister værdifuld arbejdskraft og indsigter ved at holde sig til den samme rekrutteringsproces år efter år. Innovationen halter, når alle opererer som en celle, hvor der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved processerne. Vi forsætter, som om intet var hændt og ruster os ikke til en fremtid, der byder på flere bæredygtige byggeprocesser, digitalisering og automatisering.

Skal være en del af klubben

I Boligfonden Kuben har vi været med til at støtte Byg med Unge-alliancen, der skulle sluse unge og uprøvede talenter ind i branchen. På to store byggepladser arbejdede Byg med Unge-alliancen for at tiltrække nye lærlinge til struktørfaget. Takket være annoncer på Facebook og i lokalaviser lykkedes det at tiltrække flere atypiske kandidater, som ikke tidligere havde set byggeriet som en karrierevej. Men da kandidaterne blev præsenteret for arbejdsgiverne, vendte de tomlen ned ad og gjorde, som de altid havde gjort: Fandt en mand i netværket eller en ung lærling direkte fra skolen.

Byggebranchen er ellers ikke normalt bange for at tage samfundsansvar. En ung mand får ofte en chance til, hvis han er kommet ud i stofmisbrug, er endt i en slåskamp eller ikke er gået den snorlige vej. Der er også mange flexjobbere, som har fundet deres hylde som arbejdsdreng på en byggeplads. Alligevel er det svært at komme ind i branchen, hvis du er kvinde, indvandrer eller akademikerbarn. Du er ganske enkelt ikke en del af klubben.

Vi har brug for nye talenter

Den smalle rekruttering er kortsigtet i en situation, hvor store årgange er på vej på pension, og vi kæmper med at tiltrække nok unge til erhvervsuddannelserne. Byggepladserne får svært ved at få den fornødne arbejdskraft, hvis ikke vi lukker nye typer ind. Men den ensidige rekruttering betyder også, at vi taber talenter, som kunne hjælpe os med at løse gamle problemstillinger på nye måder. Talent, som kunne hjælpe os med den grønne omstilling, højne vores produktivitet og skabe en mere lønsom forretning.

Så ryst posen næste gang I skal rekruttere. Det er guld værd for jeres sjak og jeres virksomhed.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109