23948sdkhjf

Cembrit løfter indtjeningen over en kvart milliard

Travlhed blev kendetegnende for den danske byggematerialekoncern Cembrits 2020.  

Koncernen, der har hovedkontor i Danmark og produktions- og salgsselskaber i 14 europæiske lande, løftede omsætningen med godt otte pct. fra 1,60 mia. kr. i 2019 til 1,73 mia. kr. sidste år, skriver selskabet i en pressemeddelelse med henvisning til endnu ikke offentliggjorte regnskabstal. 

Firmaet producerer tag- og facadematerialer i fibercement. Facadeprodukterne udgør en stigende del af omsætningen og tegnede sig i 2020 for 40 pct. 

Også indtjeningen voksede. I 2019 landede den på 168,00 mio. kr. (EBITDA), mens den i 2020 voksede til 281,74 mio. kr. svarende til en stigning på 68 pct.  

– 2020 har samtidig også været et udfordrende og hektisk år som følge af coronapandemien. Der har i perioder hersket stor usikkerhed omkring råvare- og logistiksituationen, og det har været udfordrende at holde samtlige fabrikker kørende. Derfor har både bestyrelse og ledelse været tætte på driften, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle vores knap 1.500 medarbejdere for en forbilledlig indsats, siger koncernchef Jørn Mørkeberg i en kommentar til 2020-tallene.

Vil tage markedsandele fra flere konkurrenter

Cembrit-koncernen producerer i dag sine produkter på fem fabriksanlæg i henholdsvis Finland, Ungarn, Polen og Tjekkiet og har igen i 2020 haft et højt investeringsniveau på 64 mio. kr. 

Investeringerne sker fortrinsvis inden for bæredygtighedsfremmende initiativer, blandt andet reduktion af energiforbrug, spild og lignende. Fra 2019 til 2020 er CO2-udledningen per produceret ton reduceret med 11 pct., mens spildevand er reduceret med 22 pct. 

På produktudviklingsfronten ser firmaet potentiale til en række nye anvendelsesmuligheder, og ambitionen er både at tage markedsandele fra andre tag- og facadeprodukter samt fra de fibercementbaserede konkurrenter. 

I år vil både nye produkter og koncepter blive introduceret til markedet. Samtidig arbejder Cembrit med at få en tættere kontakt til arkitekter, ingeniører og udførende. 

Udsigt: Bedre på top og bund 

Jørn Mørkeberg og den øvrige ledelse ser positivt på fremtiden trods en fortsat relativ lav sigtbarhed i 2021: 

- Både byggeriet generelt og Cembrit specifikt er inde i en positiv udvikling, og vi har en forventning om at kunne konsolidere os yderligere i 2021. Første kvartal er forløbet bedre end forventet, og vi forventer både vækst på top- og bundlinje i 2021 sammenlignet med 2020, siger direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188