23948sdkhjf

Skal man vælge parallelimport eller autoriseret forhandler?

Når producenterne af entreprenørmaskinerne skal finde vej til kunderne, så er der flere muligheder.

De fleste producenter har deres egen salgskanal, som typisk består af et importørnetværk, altså en importør i hvert af de markeder, de gerne vil være repræsenteret på.

På den måde kan man sikre, at der er reservedele og service tilrådighed for kunden, og der er naturligt et stort eftermarked, som producenten gerne vil levere til.

Flere veje

Når det så er sagt, så er der ofte andre, der gerne vil sælge maskinerne. Det hedder parallelimport, og består af virksomheder, som opkøber nye maskiner via importører i andre lande, tager dem hjem og sælger dem til kunden. Men hvad skulle fordelen ved at købe en maskine ad denne vej så være?

Vi har spurgt en parallelimportør, AE Maskiner ApS, som parallelimporterer nye Volvo entreprenørmaskiner til Danmark:

- Vi solgte sidste år 69 nye Volvo maskiner, mange af dem var i kompaktserien, men vi solgte også de meget gængse 20-23 tons udgaver af gravemaskinerne, siger Anders Ebbesen, direktør i AE Maskiner, til Licitationen Byggeriets Dagblad.

En understregning

Volvo’s forhandler af kompaktserien, Sylvester A/S i Kolding, var for et par uger siden blandt andet her i Licitationen - Byggeriets Dagblad ude med en konstatering af, at det altså er dem, der forhandler Volvos kompakte entreprenørmaskineprogram. Og at det er en fordel at købe maskinerne hos dem, fordi der følger en tilbundsgående produktviden og service med, ligesom der sker en løbende uddannelse af medarbejdere hos Volvo.

Noget som man ikke har adgang til, hvis man ikke er direkte forhandler af maskinerne.

Udmeldingen kom på baggrund af rygter i branchen om firmaets status som forhandler.

Hos parallelimportøren AE Maskiner siger direktøren:

- Vi køber Volvo-maskinerne i udlandet, men fra de etablerede kanaler. Vi importerer dem, og kan yde fuld service på dem. Desuden har vi et lager, og vi kan levere hurtigt, når behovet opstår. Der har været snak om, at man ikke helt kan få det udstyr fra parallelimportører, som man kan ved at købe autoriseret, men det tror jeg er en skrøne i dag, siger Anders Ebbesen fra AE Maskiner.

Priser varierer

Prismæssigt mener Anders Ebbesen, at det svinger:

- Nogle gange er det måske lidt billigere, andre gange er det ikke. Det er meget forskelligt, sådan som jeg vurderer det, siger han. Han tror til gengæld, at der ofte kan være en forskel i prisen på service, til parallelimportørens fordel.

- Vi slæber jo måske ikke helt på de omkostninger, som en importør eller forhandler gør. Vi er ret agile i markedet, og vi følger kunden til dørs, siger han til Licitationen. Han understreger kraftigt, at han ikke har noget som helst at udsætte på Volvo Entreprenørmaskiner, men han ved også godt, at han udfordrer det etablerede importør/- forhandlersystem:

- Faktisk tror jeg, at vi når ud til nogle andre kunder, og det kan man jo vælge at se som en fordel, for så kommer der jo bare flere Volvo-maskiner ud at køre, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad. Med hensyn til garantien på maskinerne, så er der ifølge Anders Ebbesen ingen grund til at være nervøs:

- Der er altid 12 måneders fabriksgaranti på en Volvo-maskine. Det betyder at kunden altid kan vælge at henvende sig hos Volvo Entreprenørmaskiner, men vi tilbyder selvfølgelig at udføre arbejdet, for vi vil gerne servicere kunden, siger han.

Ikke populært i forening

Ét sted er parallelimportørerne ikke i kridthuset. Det er i brancheforeningen Maskinleverandørerne.

Her har man en paragraf, der siger, at såfremt man er parallelimortør af maskiner, og man ikke har et formaliseret samarbejde med det etablerede system, kan man ikke være medlem af foreningen.

- Omvendt kan man faktisk godt være medlem, hvis man parallelimporterer, men har et etableret samarbejde med importøren eller forhandleren i Danmark, siger formanden for Brancheforeningen Maskinleverandørerne, Klaus Meldgaard til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Han tilføjer at såfremt en parallelimportør henvender sig og vil være medlem, skal de ske i overensstemmelse med den importør i Danmark, der repræsenterer det pågældende mærke, og som i forvejen er medlem af foreningen.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra adm. direktør, i Volvo Entreprenørmaskiner A/S Jens Ejsing, men det er ikke lykkedes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094