23948sdkhjf

Øv! Gulvvirksomhed fortryder nej til million i løvehulen

De tre ejere af Roslev-baserede Wiking Gulve har de seneste ni torsdage siddet klistret til tv-skærmen, når DR har sendt sjette sæson af Løvens Hule.

Håbet om selv at dukke op blandt de investorsøgende iværksættere blev dog slukket med sidste uges sæsonafslutning, og nu ærgrer holdet sig om muligt endnu mere over at have sagt nej til en investering fra netop den løve, man ellers havde udset sig på forhånd.

– Vores pitch gjorde indtryk. Vi fokuserede på klimaet. At vi kan producere trægulve i Danmark af træ fra nordeuropæiske og bæredygtige skove, og at selve produktionen sker med 100 procent vedvarende energi. Det kunne løverne lide. De sagde til os, at vi er meget ordentlige, og det er lige præcis det, vi gerne vil være, fortæller Kim Axelsen, en af de tre indehavere, der i august deltog i optagelserne til det populære tv-program.

– Det var nok stolthed, der gjorde det

Wiking Gulve var på jagt efter en investor, der kunne hjælpe dem med en online-strategi, der både kan øge salget i webbutikken og hos forhandlerne. Den idé var Jacob Risgaard, der blandt andet er indehaver af Coolshop, med på. Han tilbød 1 mio. kr. for 10 pct. af Wiking Gulve. Det var dobbelt så stor en ejerandel, som Kim Axelsen og hans partnere havde lagt op til.

– Vi havde forberedt os, og vi var klar på at forhandle, men tiden var ved at løbe ud, og så fik vi bare ikke sagt det på den rigtige måde, fortæller han.

Aftalen var, at direktør Henrik Nielsen, som har den mindste ejerandel, og som er kommet senest ind i virksomheden, skulle føre forhandlingen.

– Det gik bare så stærkt. Vi var blevet bombarderet med spørgsmål. Kameraholdet havde signaleret flere gange, at vi skulle runde af. Jeg tænkte, at nu halverer han vores værdiansættelse og vil betale mindre end det, jeg selv havde betalt. Det var ikke rimeligt. Så det var nok stolthed, der gjorde, at jeg sagde, at det er vi nødt til at sig nej til, fortæller Henrik Nielsen.

Så slukkede kameraerne. De tre indehavere af Wiking Gulve fortæller, at de i modsætning til mange andre deltagere ikke fik tid til, at de kunne vende sig om og snakke om det.

Fortrød på stedet

– Det var et granatchok. Vi fortrød lige på stedet, men der var ikke noget at gøre. Løbet var kørt, siger Kim Axelsen.

Det er nu hverken gået ud over venskabet eller forretningen mellem de tre indehavere.

– Vi driller Henrik med det. At han sagde nej til en million – at han sagde nej til Jacob Risgaard. Vi kan undvære pengene, men vi ville godt have haft matchet med Jacob Risgaard, siger Kim Axelsen.

Uanset det uheldige udfald, har de tre ikke fortrudt, at de har brugt tid og penge på at deltage i Løvens Hule. Programmerne blev optaget i august 2020, og bevidstheden om, at de måske ville komme med i tv-programmet i januar 2021, har fået dem til at skrue op for tempoet for deres nye produkt, Nordlys.

– Vi regnede med, at vi ville komme med i programmet. Det har givet os en hård deadline til at blive færdige med de materialer, der skal markedsføre Nordlys, fortæller medejer John Bojesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157