23948sdkhjf

Nordsjællandsk uddannelsesinstitution sætter gang i byggerier for 200 mio. kr.

U/Nord, der er en fusion mellem uddannelsesinstitutitutionerne Erhvervsskolen Nordsjælland og Knord, skal i løbet af de næste tre-fire år bygge og renovere 3-5 bygninger for omkring 200 mio. kr. Det fremgår af to udbud på henholdsvis ingeniør- og arkitektrådgivning, som er udsendt denne uge. 

Der er foreløbigt udsendt to udbud på rammeaftaler på en anslået værdi af 15 mio. kr. hver til prækvalifikation og U/Nord forventer at have de to rammeaftaler på rådgivning til alle byggerierne på plads til maj/juni. Det fortæller Julie Bjerring Bove, projektleder for byggerier på U/Nord. 

- Vi skal jo bygge en del projekter over de næste fire år, så vi håber da på en pæn interesse, siger hun.

Uddannelsesinstitutionen U/Nord 

I 2019 fusionerede Erhvervsskolen Nordsjælland og Knord og blev til U/Nord. 

Fusionen skabte en uddannelsesinstitution i Nordsjælland med mere end 600 medarbejdere, over 14.000 elever og kursister samt en uddannelsesportefølje bestående af erhvervsrettet 10. klasse, gymnasielle uddannelser, kurser, efteruddannelser samt merkantile og tekniske erhvervsuddannelser.

Hillørd Tekniske Skole, Lyngby Handelsgymnasium og Helsingør Tekniske Gymnasium er blandt U/Nords uddannelsessteder. 

Uddannelserne udbydes fra adresser i Frederikssund, Helsingør, Hillerød og Kongens Lyngby.

Ny skolebygning i Helsingør på cirka 3.500 kvm

Det er tidligt i processen, og det er langt fra alle byggeplanerne, der er på plads endnu. Julie Bjerring Bove fortæller, at det, der ligger fast indtil videre, er et nybyggeri i Helsingør samt en renovering af Hillerød Tekniske Skole. 

I Helsingør skal der bygges en skole på ca. 3.500 kvm. Lige nu er kommunen i gang med udarbejdelsen af lokalplanen til godkendelse hos kommunen, og derfor kan Julie Bjerring Bove endnu ikke komme nærmere ind på, hvor den nye skolebygning kommer til at ligge, eller hvad den mere præcist indeholder. 

Hun kan dog oplyse, at bygningen i Helsingør kommer bliver udbudt i totalentreprise, som kommer til at ligge i omegnen af 60-80 mio. kr. 

Trænger til kærlig hånd

De andre og mindre projekter som f.eks. Hillerød Tekniske Skole bliver udbudt løbende og enkeltvis i flere omgange, så de kan tilpasse byggeprojekterne til skolens daglige drift. Det bliver derfor en blanding af total- og hovedentreprise. 

Grunden til, at U/Nord vil renovere og bygge, er ifølge Julie Bjerring Bove, at skolens bygninger virkelig trænger til en kærlig hånd: 

- Vi vil gerne tilpasse bygningsmassen og opdatere undervisningslokalerne for at løfte kvaliteten i undervisningen og omgivelserne, fortæller hun. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109