23948sdkhjf

Arkitema slutter cirklen med plan for 160.000 kvm boliger

Startskuddet har netop lydt til udviklingen af Søkvarteret, den sidste store del af NærHeden, den nye store bydel i Høje-Taastrup Kommune. 

Den 1. december godkendte Høje Taastrup Kommunes Plan- og Miljøudvalg således den overordnede masterplan for Søkvarteret. Dermed kan udvikleren FB Gruppen gå i gang med at konkretisere planerne for området, hvor Arkitema står for udviklingen af masterplanen. Tilbage i 2014 udviklede tegnestuen den oprindelige masterplan for Nærheden, så nu får virksomheden mulighed for at slutte cirklen. 

Søkvarteret, den østlige del af Nærheden, kommer til at rumme 160.000 kvm boligbebyggelse. Området kommer til at bestå af to hovedelementer. Dels ”Søruten” – en ”blå/grøn” forbindelse, der går gennem området. Dels en konsekvent holdning til bygnings- og byrumsstrukturen, der sikrer et varieret udbud af boligtyper og uderum. 

– Søkvarteret er et virkeligt spændende område, hvor vi får mulighed for at bringe naturen i spil for rigtig mange kommende beboere, forklarer Partner i Arkitema, Anders Halgren, i en pressemeddelelse. 

– NærHedens særlige blanding af bygningstypologier skal forstærkes og videreudvikles i Søkvarteret, der kommer til at opleves som en levende og varieret bydel, tilføjer han.

FB Gruppen tager kendte ansigter med på opgaven 

FB Gruppen indgik i starten af oktober en aftale med byudviklingsselskabet NærHeden P/S om at udvikle hele det østlige del af Nærheden med 160.000 etagekvadratmeter boligbebyggelse, hvilket svarer til cirka 1.600 boliger fordelt på forskellige ejerformer. Desuden indarbejder FB Gruppen kommunale børneinstitutioner og et kvarterhus til beboerne. 

Dengang fortalte Hans-Bo Hyldig, adm. direktør FB Gruppen, at udvikleren tog holdet fra Grønttorvet i Valby, hvor FB Gruppen omdanner det tidligere engros grønttorv til en ny bydel med 3.000 boliger, med på opgaven: 

– Vi bygger alt i fagentrepriser, og kan vi blive enige med dem (fagentreprenørerne, red.), bygger vi videre med dem, sagde Hans-Bo Hyldig til Licitationen og tilføjede, at byggestyringen efter alt at dømme ville blive lagti hænderne på Enkon. 

Arkitema er arkitektrådgiver på masterplanen, som i foråret blev vundet i parallelopdrag mod Årstiderne og Tredje Natur.

FB Gruppen forventer at gå i gang med at bygge i sensommeren 2021, og hele NærHeden forventes færdigudviklet i 2028. 

Holder fast i foksu på fællesskab  

Hele NærHeden er forbundet til ”Søruten”, der vil lede beboere og besøgende gennem områdets natur og kvarterets to kvarterpladser. Langs ruten finder man en række fællesfunktioner i området, blandt andet en ny daginstitution, et kontorfællesskab, Søkvarterets kvarterhus og mindre lege-, ophold og træningspladser. 

Generelt er målet, at bygninger og byrum forstærker det kuperede landskab og inviterer naturen helt ind mellem boligerne, til et væld af varierede opholds- og mellemrum for mange typer af fælleskaber. 

I Søkvarteret er fællesskaberne helt i centrum, hvor disse skal være attraktive og nemme at vælge til. Derfor vil masterplanen arbejde med nogle generelle fællesskabsstyrkende elementer, der spredes ud over hele kvarteret. 

– Allerede da Arkitema lavede den overordnede masterplan for NærHeden var fællesskab i fokus, og det er nogle af de oprindelige tanker vi tager med ind i denne opgave, fortæller Anders Halgren.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.174