23948sdkhjf

Farvel til projektledere gav rekord hos anlægsentreprenør

HM Entreprenør A/S i Horsens kom ud af det skæve regnskabsår 2019/20 med det bedste resultat og den største ordrebeholdning i virksomhedens historie.

Selv om anlægsentreprenørens omsætning dalede med næsten 32 mio. kr. til 286 mio. kr., voksede bundlinjen med 6 pct. til godt 23 mio. kr., viser det netop offentliggjorte årsregnskab.

Ifølge Michael Mortensen, adm. direktør og indehaver af HM Entreprenør, er fremgangen blandt andet resultat af en omstrukturering i virksomheden.

- Vi har effektiviseret og fjernet et ledelseslag, så vi nu kører direkte ud til kunderne. Så har vi ikke noget, der falder ned mellem stolene, fortæller han.

Agerer med hård hånd

Direktøren oplyser, at det er projektlederne, der er skåret ud af organisationen.

Bag om HM Entreprenør A/S

HM Entreprenør A/S blev stiftet i 1971 af Henning Mathiassen og blev overtaget i 2008 af Michael Mortensen.

Ved overtagelsen i 2008 var der 40 medarbejdere – i dag har virksomheden godt 90 medarbejdere.

HM Koncernen omfatter bl.a. selskaberne HM Entreprenør, HM Grus og HM Genbrug samt flere investerings- og ejendomsselskaber.
HM Entreprenørs kerneområder er jord, kloak, beton og belægning. Kunderne er offentlige, kommunale, forsyningsselskaber, hovedentreprenører og
private virksomheder.

Virksomheden arbejder i hele Danmark, og følger sine kunder til både Sverige og Tyskland.

HM Koncernen har egne grusgrave og genbrugsplads og kan dermed tilbyde sine kunder en totalløsning indenfor entreprenørarbejde, råstoffer og genbrug af byggeaffald.

- Vi har en flok formænd, som agerer med hård hånd, god kvalitet og rettidig omhu. De styrer selv slagets gang derude. Og vi har ingen projektlederlag under. Vi kører direkte med formanden under beregneren og jeg. Det har vi fundet ud af giver mest mening. Det med at alting skal igennem flere munde kan medføre, at tingene falder ned mellem to stole, siger Michael Mortensen.

Han fremhæver en anden vigtig årsag til udviklingen:

- Vi sjakrer ikke mellem leverandørerne, men har de samme hele tiden. Det er ultimativt vigtigt for vores forretning og vores kunder. Det er derfor, vi kan levere i den takt og hast, som vi gør, og levere de gode resultater.

I front med overskudsgrad

Som en brancheanalyse i Licitationen - Byggeriets Dagblad for nylig viste, er lønsomheden under pres hos mange af de danske anlægsentreprenører.

Det skyldes ikke mindst, at der i de senere år er blevet længere mellem store offentlige vej- og anlægsprojekter.

Men det mærker man ikke hos HM Entreprenør, som især ernærer sig ved private erhvervskunder.

Virksomheden ligger i front blandt konkurrenterne, når det gælder overskudsgrad, og det seneste regnskabsår er ingen undtagelse. Her steg overskudsgraden til 10,7 pct. fra 9 pct. året før.

Fremtidsudsigterne ser ifølge ledelsen også lyse ud for HM Entreprenør, selv om coronakrisen giver usikkerhed. Forventningen lyder på en omsætning, resultat og overskudsgrad på samme niveau som i 2019/20.

- Vi har den største ordrebeholdning nogensinde at kunne se frem til og med den type jobs, som vi er rigtig stærke i, og hvor vi laver de bedste resultater og kan betjene kunderne 110 pct., siger Michael Mortensen.

Største entreprisekontrakt

HM Entreprenørs aktiviteter koncentrerer sig især om byggemodninger, industrihaller, kloakering og vejbyggerier.

Og HM Entreprenør oplever stor velvilje blandt kunderne til at investere og igangsætte projekter inden for de fagområder, hvor virksomheden er stærkest.

I september underskrev HM den største entreprisekontakt i HM’s historie. Det drejer sig om et projekt i Solrød syd for København, hvor det britisk baserede selskab Verdion bygger et nyt logistikcenter med 240.000 kvadratmeter under tag. Projektet blev igangsat 1. oktober og forventes at løbe i de næste fire år.

Derudover planlægger Michael Mortensen et nyt storstilet projekt, nemlig udvikling af erhvervsområdet i Horsens Syd, hvor HM Entreprenørs domicil også er beliggende.

Til det formål har Michael Mortensen investeret i 270.000 kvm. erhvervsjord i "Annasminde" ved motorvej E45, Horsens Syd, hvor planen er at opføre Europas første og største EU-sikrede rasteplads for lastbiler. Pt. er man i gang med at indhente de fornødne tilladelser, oplyser Michael Mortensen.

Velpolstret ejer

HM Entreprenør har i årets løb desuden investeret markant i virksomhedens maskin- og bilpark.

Behovet for yderligere investeringer i virksomheden er ifølge Michael Mortensen også grunden til, at der i år ikke udbetales udbytte fra HM Entreprenør til indehaverens personlige selskab, Michael Mortensen ApS.

Sidste år blev der udbetalt 45 mio. kr. i udbytte fra HM Entreprenør til ejeren.

Egenkapitalen i Michael Mortensen ApS, der omfatter en lang række dattervirksomheder og associerede virksomheder, voksede ifølge det seneste årsregnskab for 2018/19 til godt 143 mio. kr. fra 121 mio. kr. året før.

HM Entreprenør A/S

Mio. kroner 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 286,3 318,1
Resultat før finansielle poster 30,7 28,7
Resultat før skat 29,9 28,2
Årets resultat 23,3 21,9
Balancesum 113,5 174,4
Egenkapital 49,7 71,4
Overskudsgrad 10,7 9,0
Antal medarbejdere 90 93
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2020
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172