- Den arbejdsgiver opfører sig jo helt ude i hegnet. Han mener åbenbart at være klogere end alle myndigheder.
Sådan lyder den skarpe kritik fra Karsten Hønge, politisk ordfører og beskæftigelsesordfører for SF, mod jordentreprenøren Gunnar Nielsen A/S fra Aars.
Som beskrevet i Licitationen - Byggeriets Dagblad i onsdags, har Gunnar Nielsen valgt at se stort på de nordjyske coronarestriktioner. Derfor pendler entreprenørens folk i disse dage fortsat over de nordjyske kommunegrænser for at møde ind på arbejde på byggepladser rundt om i hele regionen.