Meget af debatten i forlængelse af regeringens grønne indkøbspolitik har handlet om kødfrie dage i den offentlige sektors kantiner. Men i byggeriet savner man flere linjer om branchen i politikken.
Det gælder ikke mindst hos Tekniq Arbejdsgiverne. Her kalder underdirektør Simon O. Rasmussen det "positivt", at der er taget hul på en grøn indkøbspolitik og fremhæver, at staten netop bør gå forrest i den grønne kurs.
- Når det er sagt, så er det, vi har set, en uambitiøs strategi. Noget af det, vi synes, man skulle have gjort er i langt højere grad at fokusere på statens bygninger i strategien - for eksempel i form af krav om intelligent styring.
- Vi har bemærket, at man strammer kravene i forhold til LED-belysning. Det, synes vi, er positivt, men man skal skridtet videre. Der skal ikke kun ses på belysning men al statens forbrug. Det er tekniske løsninger, vi allerede har. Det, vi i stedet har set, er i virkeligheden symbolpolitik om kødfrie dage i kantiner, siger han.