Premium Syscon
Råhus-entreprenøren Premium Syscon styrker organisationen med ansættelsen af en projektchef i en nyoprettet stilling.
Valget af ny projektchef er faldet på 47-årige Torben Lund Krogsgaard, som kommer fra en lignende stilling hos Birch Ejendomme, der bygger og udlejer ejendomme i Midtjylland.
Han skal i første omgang styre projekteringen i Danmark og på sigt være med til at opbygge en skandinavisk projekteringsafdeling i tæt samarbejde med danske ingeniørfirmaer.
Torben Lund Krogsgaard er oprindeligt uddannet tømrer i 1994 og startede allerede som 22-årig egen tømrervirksomhed, som han stod i spidsen for gennem otte år.
Derefter videreuddannede han sig til skadeskonsulent på bygningsområdet og arbejdede 2007-2015 som bygningstaksator hos forsikringsselskabet Tryg.
2015-2017 arbejdede han som byggeleder hos entreprenør- og tømrervirksomheden Raunstrup, og senest har han 2017-2020 anvendt sin tekniske kunnen som projektchef hos Birch Ejendomme.
Her har han haft ansvar for de sjællandske aktiviteter og opstartet en ny afdeling, der dækker Sjælland og Fyn.
Ringkøbing-Skjern Kommune
53-årige Michael Damm sætter sig den 1. december i chefstolen i Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Land, By og Kultur.
Med en uddannelse som cand scient i kemi og bioteknologi fra Aarhus Universitet kommer Michael Damm til Ringkøbing-Skjern Kommune fra et job som chef for Bæredygtighed og Udvikling i Aalborg Kommune.
Arkitema
Arkitemas samarbejde med ejeren Cowi går rigtig godt, og derfor tager Arkitema nu det næste skridt, og sætter endnu større forretningsfokus på infrastruktur, energi, industri og miljø.
For at accelerere denne udvikling ansætter Arkitema, Mette Neimann og John Strandfelt som forretningsområdechefer og partnere. De har begge stor erfaring og har i mange år specialiseret sig inden for områderne energi, mobilitet og industri.
Begge partnere starter i august 2021, og skal arbejde fra Arkitemas kontor i København.