23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

REGION MIDTJYLLAND



HORSENS

Håndværkskollegium, daginstitution og multihal

Horsens Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 321, Offentlige formål og boliger, Godsbanekvarteret, Horsens og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter fremlægges i offentlig høring.



Formålet med planlægningen er at give mulighed for opførelse af en ny daginstitution og multihal samt et håndværkskollegium, hvor det sikres, at det nye byggeri opføres i harmoni med den politiske vision for området, og bliver begyndelsen på områdets udbygning.



I foråret 2018 udarbejdede DSB Ejendomsudvikling et udkast til en helhedsplan for godsbanearealerne ud fra et ønske om at udvikle en ny bydel med op til 1.500 nye boliger, og nu pågår de indledende arbejder med planlægning for området på kommuneplanniveau, rammelokalplan for kvarteret samt ovenstående byggeretsgivende lokalplan.



SILKEBORG

Boliger

Silkeborg Byråd har sendt forslag til lokalplan 12-029 for et boligområde med offentlige institutioner og et rekreativt areal i Astrid Lindgrens kvarteret i Balle i offentlig høring i fire uger.



Lokalplanforslaget giver mulighed for opførelse af cirka 225 boliger, en daginstitution til 100-140 børn, et rekreativt areal mod Silkeborgmotorvejen samt fordelingsvejen Astrid Lindgrens Vej i overensstemmelse med den godkendte strukturplan for området.



Boligområdet opdeles i tre grupper og fordeles med 15 åben-lave boliger og 210 tæt-lave boliger i maksimalt to etager.



Det er Årstiderne Arkitekter som på vegne af bygherre Birch Ejendomme har ansøgt om lokalplanlægning for et boligområde ved Astrid Lindgrens Vej i Balle.



SORRING

Boliger

Silkeborg Byråd har vedtaget lokalplan 34-006 for et boligområde ved Dybdalsvej og Svinget i Sorring og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.



Lokalplanen er udarbejdet efter ønske fra Silkeborg Boligselskab og Silkeborg Kommune i samarbejde med rådgiver Kuben Management. Det nye plangrundlag giver mulighed for opførelse af 18 tæt-lave boliger, der skal drives af Silkeborg Boligselskab som almene boliger og en ny bebyggelse til landbrugsejendommen Svinget 5.



LINÅ

12 dobbelthuse 

Silkeborg Byråd har godkendt forslag til lokalplan 35-007 for tæt-lave boliger Linå Øst, som herefter sendes i offentlig høring i otte uger.



Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af en bebyggelsesplan, som Landinspektørfirmaet LE34 på vegne af Byggeselskabet af 27. maj 2008 A/S har fremsendt, og som omfatter 12 dobbelthuse.



REGION SYDDANMARK



ODENSE

10 atelierboliger

By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har godkendt, at forslag til kommuneplantillæg nr. 9 og forslag til lokalplan nr. 10-1018 for Banevænget 22 i Næsby sendes i otte ugers offentlig høring.



Planforslagene er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Galleri Galschiøt om at etablere cirka 10 atelierboliger omkring galleriet.



Lokalplanen giver mulighed for etablering af 10 boliger i form af fire rækkehuse og seks lejligheder. Begge bebyggelser har form af gavlhuse med tilhørende terrasser og altaner. Desuden giver lokalplanen mulighed for en uopvarmet lagerbygning til materialer, der skal anvendes i de eksisterende værksteder.



Den nye bebyggelse skal facadebeklædes med træ og etableres med grønne tage. De eksisterende bygninger på grunden, der består af værksted og galleri, kan ligeledes beklædes med træ og får grønne tage for at sikre et materialefællesskab i området. Tagene på de eksisterende bygninger og på lagerbygningen kan dog også anvendes til solceller til egen forsyning.



Rækkehusene bygges på pæle dels på grund af det skrånende terræn og dels for at muliggøre passage af overfladevand under bebyggelsen.



REGION SJÆLLAND



KIRKE STILLINGE

Rækkehuse og parcelhuse

Slagelse Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 1240, Boligområde Kirke Stillinge Nord og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter sendes i høring i otte uger.



Lokalplanlægningen er udført på baggrund af et ønske fra en bygherre, der vil opføre 30-35 boliger i form af rækkehuse og parcelhuse.



KORSØR

Kontordomicil

Slagelse Byråd har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan 1237, Kontordomicil ved Batterivej i Korsør og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger.



Planlægningen er udarbejdet på anmodning fra Bygningsstyrelsen og har til formål at gøre det muligt for Søfartsstyrelsen at samle deres medarbejdere ved Batterivej. Arealet har hidtil tilhørt Korsør Havn, men har været brugt af Søfartsstyrelsen til værkstedsaktiviteter.



Lokalplanen vil give mulighed for et nyt kontorbyggeri på cirka 2.800 kvm.



REGION HOVEDSTADEN



NIVÅ

Byyudvikling

Fredensborg Byråd har vedtaget Lokalplan N107 og Kommuneplantillæg 13, Nivå Bymidte endeligt.



Formålet med lokalplanen er at muliggøre realisering af første etape af den strategiske byudviklingsplan for Fremtidens Nivå Bymidte, som blev vedtaget i maj i år.



Lokalplanen fastlægger bestemmelser, der sikrer de bærende principper i den strategiske byudviklingsplan. Herudover stiller den krav til arkitektonisk fremtræden, som skal bidrage til at sikre kvalitet i byrum og bygninger med reference til Nivås historie som en teglværksby.



Nivå Center har i flere år været udfordret af nedgang i handel med det resultat, at Nivå Centret i dag fremstår med overvejende tomme butikker og mangel på dagligvareudbud. Ejeren af Nivå Centret ønsker derfor at omdanne det nuværende center til en blandet bymidte med butikker, liberale erhverv, publikumsorienteret service samt boliger.



Samtidig har Fredensborg Kommune planer om at investere i et Generationernes Hus med en ny skole, bibliotek/kulturhus, plejecenter og eventuelt også en svømmehal.



HVIDOVRE

Byggecenter

Hvidovre Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 471 for Knud Larsen Byggecenter på Gammel Køge Landevej 515-531 endeligt.



Med lokalplanen lovliggøres allerede opført byggeri, og der gives mulighed for opførelse af nyt byggeri.



HVIDOVRE

Dobbelthus

Hvidovre Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til Lokalplan 469 for Avedørelejren, som herefter fremlægges i offentlig høring.



Lokalplanen skal erstatte de gældende Lokalplan 430 og 442. Lokalplanen fastsætter til dels nogle nye bestemmelser for udformningen af udearealer, hække, skraldeskure, cykelstativer mv., og samtidig giver den mulighed for opførelse af et dobbelthus på ejendommen Østre Messegade 2 og for at opføre et boligbyggeri på hjørnet af Avedøre Tværvej og Byvej.



BREAKING
{{ article.headline }}
0.125