Ingen løsninger er nemme, når betonbranchen i de kommende år skal omlægge rutinerne for at mindske CO₂-udledning i produktionen.
Alligevel ser det ikke helt sort ud, for der er en masse uforløst potentiale i omstillingen af den miljøtunge betonbranche.
Men det kræver også, at andre aktører end elementproducenterne rider med på bølgen og sløjfter vanearbejdet.
- Generelt er der ingen nemme løsninger, men der er masser af potentiale. Vi har kendskab til en række ting, man kan hive fat i, men elementproducenterne kan ikke gøre det alene, siger forsker i beton og konstruktioner og professor ved DTU Byg, Per Goltermann, og han tilføjer:
- Ny teknologi er oftest lidt dyrere, og det skaber nogle anderledes arbejdsprocesser, og det kan skabe nogle udfordringer. Det skal alle være indstillet på.
Beton er en blanding af cement, vand, sand og sten, og det er cementproduktionen i denne cocktail, der er barsk ved klimaet.
Smart produktion og genbrug
Ifølge Dansk Beton står cementen for 90 pct. af betonelementproducenternes CO₂-udledning, hvorfor cementsammensætningen er den største udfordring.
Per Goltermann understreger, at der lige nu forskes "enormt meget" i netop det aspekt, men at man også i mellemtiden kan skrue på andre knapper i branchen. Der er nemlig ikke tid til at læne sig tilbage.
Og her er den gode nyhed imidlertid, at der forskes en i række andre løsninger, der kan mindske CO₂-udledningen på betonfabrikkerne.
For eksempel burde elementfabrikkerne producere "meget smartere".
- Man kan kigge på tykkelsen af elementet, og man kan erstatte noget af cementen med andre materialer. Betonen vil godt nok blive svagere af det, men langt hen ad vejen ville betonen være rigelig stærk. I dag stiller vi nogle høje krav til det her, og det burde man kigge på. For ofte producerer vi meget mere og meget stærkere, end vi burde, siger Per Goltermann.
Beton kan ikke byttes ud
Allerede tilbage i 2017 var Per Goltermann projektleder på en rapport om klimavenlig beton, som DTU Byg lavede til Region Hovedstaden.
Her listede forskere også en række anbefalinger op, og en af disse gik på i højere grad at anvende genbrugsbeton.
Det er der siden dengang blevet lyttet til, understreger Per Goltermann, og derfor er han også optimistisk i forhold til at få omlagt rutinerne i branchen.
- For fem år siden var der ingen, der havde mod på at prøve at bygge med genbrugsbeton. Nu begynder kunderne at stille krav om det, og så begynder branchen også at producere det. Så vi kan se, at der kan ske ændringer, siger han.
En helt anden mulighed er at bytte beton ud med andre byggematerialer. I den forbindelse bliver træ ofte hevet frem som det bedste alternativ.
Men det er ifølge Per Goltermann ikke holdbart.
- Beton kan ikke bare byttes ud med andre materialer som træ, gips eller glas, og så vil byggeriet blive mere grønt. Så simpelt er det ikke, siger han og pointerer, at mere forskning er vejen frem:
- Myndighederne skal tage nogle initiativer. Elementfabrikkerne er villige til det her, men det kræver, at alle parter arbejder sammen. Hvis vi for eksempel kun stiller krav til produktionen i Danmark, og ikke til det færdige byggeri med evt importerede materialer og elementer, så risikerer vi at ødelægge de danske produktioner og skabe en større CO₂-udledning. Så det er hele kæden, der skal samarbejde, siger Per Goltermann.