23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Pensam satser på københavnske kontorejendomme

Markedet for kontorejendomme i de store byer ser fortsat lovende ud. Også selv om coronakrisen kan medføre, at flere i fremtiden vil arbejde hjemme, og behovet for kontorarbejdspladser dermed falder.

Det er vurderingen hos pensionsselskabet Pensam, som i alt har investeret omkring 8 mia. kr. i danske ejendomme.

- Vores opkøbsprogram for ejendomme i Danmark handler blandt andet om, at vi lægger os på centralt placerede kontorbyggerier primært i København. De ejendomme, som har stået tomme, renoverer vi, og så udlejer vi dem, siger Carsten Gröhn, som er ansvarlig for alternative investeringer hos Pensam.

Han oplyser, at selskabet forventer at investere yderligere 10 mia. kr. i ejendomme over de næste fem år.

- Den analyse vi har lavet på coronaens påvirkning er, at vi stadigvæk tror på, at der fremadrettet er brug for kontorlokaler i København. Her kan en trend blive et større afstandskrav i ejendommene end tidligere på grund af corona, siger Carsten Gröhn.

Jagter ikke trofæ-ejendomme
Pensam investerer især i mindre kontorejendomme på 5-7.000 kvadratmeter, hvor flere firmaer rykker ind. Den type ejendomme vurderer selskabet er mere modstandsdygtige over for udsving i konjunkturerne end store domicilejendomme.

- Vi tror på, at vi fremover bedre vil kunne tiltrække lejere med den strategi frem for at jagte trofæ-ejendomme, som der er en anden konkurrence omkring med udenlandske penge, som det er svært for os at følge med på, siger han.

Pensam har også kig på hotelmarkedet - dog ikke for selv at investere i hoteller, men fordi selskabet øjner en chance for at gøre nogle gode handler i forbindelse med hotelprojekter, som er droppet på grund af coronaen.

- Der er nogle hotelprojekter, typisk kontorejendomme, hvor hoteloperatørerne har mistet interessen, som tingene er lige nu. Det er ofte bygninger, der skiller sig ud med pæn arkitektur, som vi gerne vil sætte vores medlemmers penge i, siger Carsten Gröhn.

Derudover forsøger Pensam ofte at finde nogle ejendomsprojekter, som kan være lidt overset af markedet.

- Vi har generelt et princip om, at vi kan rigtig godt lide at være placeret i markedet, hvor alle de andre ikke er. Det er grundfilosofien i det, siger han.

Fokuserer på storbyerne
Når det handler om boligprojekter, koncentrerer Pensam sig især om de store byer - København, Aarhus og Aalborg.

- Vi ser jo, at lejen i København måske har nået et niveau, hvor den ikke stiger. Det er også reflekteret i, at mange projekter er igangsat udenfor København, dvs. i de tilstødende kommuner. Det er helt klart noget, som vi tager med i vores pejling af, hvor vi skal investere henne, og hvordan vi skal lægge os i omegnskommunerne, siger Carsten Gröhn.

Lavindkomst-grupper
Pensams 400.000 medlemmer tilhører primært lavindkomstgrupper som sosu-assistenter, portører og serviceansatte. De er i høj grad afhængige af, at deres pensionsselskab leverer et godt afkast, og derfor er Pensam meget opmærksom på at begrænse risikoen, pointerer Carsten Gröhn.

- Vi er i Pensam nødt til at gå midt på vejen og tænke risiko-aversion hele vejen igennem, siger han.

Danske ejendomme vurderes i den forbindelse at være en relativt sikker investering, fordi de ikke er udsat for valutaudsving eller inflation.

- Hvis vi køber en dansk ejendom, og inflationen stiger i Danmark, så ryger det automatisk på huslejen, og så sikrer vi købekraften for vores pensionsmodtagere. Så som markedet er lige nu, er det interessant for lange penge at være placeret i ejendomme, lyder det fra Pensam-chefen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.093|instance-web03