23948sdkhjf

Her er vinderen: Kontorhus i træ indleder afslutningen på kæmpe byomdannelse

Aart Architects har som totalrådgiver med Lytt Architecture og Moe som underrådgivere vundet konkurrencen om det nye 4.500 kvm kontor- og medborgerhus med bytorv i Viby Syd i Aarhus. Bygherre er Aarhus Kommune og Boligforeningen Århus Omegn. 

Bygningen er et træhus i tre etager og opføres på det nye centrale torv mellem Søndervangskolen, boligområderne Rosenhøj og Kjærslund og Viby Gymnasium.

Det nye kontor- og medborgerhus kommer til at rumme cirka 160 arbejdspladser, medborgerhus, for­samlingslokaler og café. Huset skal være et omdrejningspunkt for fællesskab og aktiviteter, som skal skabe liv i huset og på torvet - hele dagen. 

Fakta: Kontor- og medborgerhus med bytorv i Viby Syd

Størrelse: 4.500 kvm

Bygherre: Aarhus Kommune og Boligforeningen Århus Omegn

Totalrådgiver: Aart (arkitekt)

Underrådgivere: Lytt Architecture (landskabsarkitekt) og Moe (ingeniør)

Byggeperiode: 2022 - 2023

Med sit multifunktionelle bytorv, der både giver plads til ophold og daglig færden samt markedsdage og bydelsfester, vil man skabe et naturligt samlingspunkt i området. Ved at trække torvets røde teglbelægning og grønne elementer hele vejen igennem huset åbner stueetagen sig som en offentlig passage, mens kontorafsnittene på 1. og 2. sal fordeler sig langs passagen, der i hjertet af huset åbner sig som et begrønnet atrium. 

Med træ som et gennemgående element i facader, søjler, etagedæk og tagkonstruktioner bygger huset på principperne bag ’design for adskillelse’. Det er med andre ord designet til at mindske byggeaffald og dermed CO2-aftrykket, da dets materialer kan udtages, udsorteres og genanvendes. 

En samlet og blandet bydel

Kontor- og medborgerhuset er en del af sidste og afgørende skridt i Helhedsplanen for Viby Syd, hvor hele Rosenhøj-området for tre år siden blev omdannet og vandt prisen for Danmarks bedste almene renovering. 

Realdania og Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen er med til at finansiere det nye torv og de øvrige nye byrum, mens projektet er udviklet af KPC og Pro Developments. Årstidernes Arkitekter har tegnet planen for udviklingen omkring torvet i Viby Syd. Her opføres private boliger – både etageboliger og rækkehuse – og et punkthus, der placeres på taget af en ny dagligvarebutik. De nye boliger skal bidrage til at fastholde og tiltrække nye beboergrupper til bydelen. 

Samlet skal det være med til at omdanne Viby Syd fra et belastet boligområde til en sammenhængende bydel med en blandet beboersammensætning. 

– Den meget vellykkede renovering af boligområdet Rosenhøj er et rigtig godt udgangspunkt for næste fase af udviklingen. Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet i dialog og samarbejde med lokalområdet, udtaler Henrik Hoffmann, udviklingsdirektør i KPC, i en pressemeddelelse.

Nyt i Viby Syd

En ny hovedsti kommer til at ligge mellem torvet og Rosenhøj og gå fra Søndervangskolen til broen over Ringvej Syd. Den bliver en aktiv forbindelse, der som en hovedåre forgrener sig ud i det eksisterende område og skaber en samlet ny bydel.

Søndervangs Allé bliver indsnævret og der anlægges hastighedsdæmpende elementer.

Der opføres 32 nye rækkehuse

Mod Søndervangs Allé og omkring torvet opføres etagebebyggelser i 3 etager med nye lækre lejligheder 

Der opføres en dagligvarebutik, hvor der på en del af taget opføres et punkthus med udsigt ind over Aarhus 

OK opfører et nyt ubemandet tankanlæg og en miljørigtig vaskehal (svanemærket)

Tidslinje

2009 Fysisk helhedsplan for Viby Syd 

2010/2011 Projektkonkurrence bl.a. for en masterplan for hele Viby Syd og renovering af Rosenhøj. 

2013-2017 Renovering og omdannelse af Rosenhøj 

2017 Renoveringen af Rosenhøj vinder prisen for Danmarks bedste almene renovering 

2019 KPC udpeges til at udvikle det centrale Viby Syd 

2020 Århus Omegn sælger arealer til KPC 

2020 Arkitektkonkurrence for kontor- og medborgerhus gennemføres 

2021 Vedtagelse af lokalplan 

2022 Byggestart kontor- og medborgerhus 

2023 Indflytning kontor- og medborgerhus

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173