Skal Danmark inden 2040 have både en fast forbindelse over Kattegat og én mellem Als og Fyn, og hvordan kan staten og kommuner genbruge flere materialer i deres vedligehold af vejnettet?
Der er to af mange emner, som bliver debatteret, når Dansk Vejforening i løbet af eftermiddagen onsdag afholder dette års vej-debatmøde på Christiansborg mellem otte partiers transportordførere.
Kun transportordførerne fra DF og SF deltager ikke.
Vejdebatten er en årlig tilbagevendende begivenhed, og som sidste år er dette års ramme for diskussion grøn omstilling.
Det slås fast med en præsentation af Dansk Vejforenings nye 20-siders "Masterplan for grønne veje," med foreningens ønskeliste til en grøn transport- og infrastrukturpolitik frem mod 2040.