Fem entreprenører med i opløbet om ny skole i Hørning
Hele 18 totalentreprenører har lagt billet ind på at være med i konkurrencen om totalentreprisen på ”opførelse af en ny skole i Hørning med tilhørende dagtilbud”.
Nu har Skanderborg Kommune i samarbejde med D/K2 Bygherrerådgivning prækvalificeret fem hold til at være med i den videre proces.
I spidsen for de fem prækvalificerede hold er:
- C.C. Contractor
- Casa
- Hoffmann
- KPC Herning
- MT Højgaard
Den endelige vinder af totalentreprisen findes i starten af marts 2021. Den nye skole og daginstitution i Hørning ventes at stå klar i foråret 2023.
Etapevis udbygning
Byggeopgaven omfatter konkret indskolingsafdeling, idrætsfaciliteter, daginstitution og udearealer.
Det fuldt udbyggede byggeri skal rumme godt 800 elever fordelt på fire spor fra 0.-9. årgang samt dagtilbuddets syv børnegrupper.
Projektet har en udbudssum på 108,8 mio. kr.
Skolebyggeriet giver plads til en etapevis udflytning af den eksisterende Bakkeskolen i det centrale Hørning samt flytning af dagtilbuddet Rosenvænget. Etape 1 besår af indskoling, idrætsfaciliteter og dagtilbud.
Når det besluttes at gennemføre etableringen af resten af skolen, kan det blive i én samlet etape 2 med mellemtrin og udskoling eller opdelt i en etape 2 med mellemtrin og etape 3 med udskoling.