Det skal undersøges, hvorfor indkøringen af den ny ordning med certificerede rådgivere halter.
Det er budskabet fra Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, efter Licitationen - Byggeriets Dagblad i sidste uge kunne fortælle, at der langt fra er uddannet så mange statikere og brandrådgivere, som styrelsen selv har vurderet behov for.
Og samtidig fortalte flere parter i byggebranchen, at man oplever længere ventetider på rådgiverkontrol, end før ordningen blev indført.
Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen har afvist at stille op til interview, men kontorchef Rikke Kure Wendel skriver i en mail, at man har nedsat en taskforce, som skal "kaste lys over, hvor og hvorfor det halter med indkøringen, og vurdere hvilke tiltag, der er brug for at sætte i værk for at afhjælpe indkøringsproblemerne."
Taskforcen kommer til at mødes i denne uge for anden gang, og består af repræsentanter for DI Byg, DI - Dansk Byggeri, FRI, Danske ARK, KL, Konstruktørforeningen, Tekniq Arbejdsgiverne, Bygherreforeningen samt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Sidste uge rejste Dancert, ét af selskaberne, som certificerer rådgivere, samt Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, forslag om at ændre på formalia omkring ansøgningprocessen.
Ser nærmere på forslag
Parterne ønskede, at man som rådgiver kan bliver certificeret til konstruktionsklasse 3 og 4, hvis man har bygget mere komplekse byggerier i konstruktionsklasse 2. Det ville være én måde at sikre flere rådgivere, lød det, men det er ikke tilladt ifølge reglerne.
Om forslaget, skriver Rikke Kure Wendel fra Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, at det er "værd at se nærmere på som et tiltag til reduktion af flaskehalse."
- Det vi nu vil gøre, er, at drøfte forslaget med taskforcens medlemmer og undersøge, om forslaget kan gennemføres på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde og på den baggrund beslutte, om vi skal ændre reglerne, skriver hun til Licitationen.
Byggestyrelse nedsætter taskforce mod flaskehalse
Annonce