23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

REGION MIDTJYLLAND



HORSENS

Daginstitution

Horsens Kommune opfører en ny daginstitution i Bygholm Bakker, og på byrådsmødet forleden blev der anlægsbevilget 28,5 mio. kr. til byggeriet.



Den nye institution, som forventes klar til brug i efteråret 2021, etableres med en samlet kapacitet på 148 pladser, fordelt på 88 børnehavepladser og 60 vuggestuepladser. Der er mulighed for udvidelse til 200-220 pladser.



Daginstitutionen i Bygholm Bakker placeres og indrettes, så der er let adgang til naturen, og legepladsen indrettes med plads til natureksperimenter og biodiversitet gennem blandt andet plads til at så og plante, kvasbunker til smådyr og insektlab. Indenfor skabes der rum med højt til loftet og udsyn for børnene til naturen udenfor.



Daginstitutionen opføres som et bæredygtigt byggeri, der lever op til kravene i DGNB Guld-certifikat.



VINDERUP

Personalefaciliteter

Holstebro Byråd har anlægsbevilget 900.000 kr. til etablering af personalefaciliteter til hjemmeplejen i Vinderup.



Faciliteterne etableres i det gamle rådhus, hvor den tidligere byrådssal inddrages til formålet, og hvor den tidligere kantine opdateres og istandsættes, så der fortsat er mulighed for, at eksterne brugere kan anvende det gamle rådhus til møder og lignende.



HERNING

Renovering af almene boliger

Herning Byråd har givet tilsagn om støtte til gennemførelse af en helhedsplan for Boligselskabet Fællesbos afdeling 24 på Valdemarsvej/Thyrasvej i Herning.



Afdelingen, som Fællesbo vil renovere for 373.756.447 kr., består af 270 almene familieboliger, som er opført i 1965. Afdelingen skal renoveres fra ende til anden, og der bliver også tale om håndtering af bly, asbest, og PCB i forbindelse med renoveringen.



I forbindelse med renoveringen opgraderes boligerne samtidig til en tidssvarende boligstandard. Boligerne gøres således mere lyse og imødekommende og får større køkkener og større badeværelser. Flere boliger gøres til tilgængelige for personer med handicap, hvilket blandt andet betyder, at der etableres elevator i blok 4, 6, 7, 9 og 10.



Nogle lejlighedsskel flyttes, hvorfor afdelingens boliger ændrer sig i størrelse og indretning, men der vil fortsat være 270 lejemål efter renoveringen.



Helhedsplanen rummer også tiltag for udearealerne, ligesom der installeres solceller på bygningerne.



REGION SYDDANMARK



ESBJERG

Almene boliger

Lejerbo og Raundahl & Moesby kontaktede i foråret 2020 Esbjerg Kommune med et ønske om at indgå et samarbejde om etablering af almene familieboliger på Tovværksgrunden. For at Lejerbo kan etablere de almene boliger på Tovværksgrunden, skal Lejerbo godkendes af byrådet som en ny boligorganisation i Esbjerg Kommune, hvilket skete på seneste byrådsmøde. Her blev også skema A for de nye almene boliger godkendt.



De 88 nye familieboliger med et samlet boligareal på 7.040 kvm opføres som etagebyggeri centralt i Esbjerg.



MARSTAL

Ombygning

Ærø Kommunalbestyrelse har godkendt skema A for ombygning af Minors Minde i Marstal til otte almene familieboliger som ansøgt af Lars J. Andersen på vegne af Det Ærøske Boligselskab.



Det er 16 ungdomsboliger, der skal ombygges til otte familieboliger, der indrettes med henholdsvis to og tre værelser.



REGION SJÆLLAND



TUNE

Plejecenter

Greve Byråd besluttede i foråret, hvor det kommende plejecenter i Tune skulle placeres og besluttede, at administrationen skulle igangsætte et udbud af bygherrerådgivning, hvor tre-frem rådgivere inviteres til at afgive tilbud. Rådgiveropgaven skal nu udbydes, og byrådet har bemyndiget administrationen til at godkende valg af rådgiver.



Bygherrerådgiveren skal efterfølgende udarbejde udbudsmaterialet til de almene boligselskaber, der vil byde på bygherrerollen. Valg af bygherre/boligselskab ventes godkendt politisk i marts 2022, hvorefter projekteringsarbejdet ifølge tidsplanen gennemføres i perioden fra juni 2022 til marts 2023. Plejecentret bygges derefter i perioden fra juli 2023 til maj 2025.



REGION HOVEDSTADEN



ALLERØD

Skolerenovering

Teknik-, Erhvervs- Plan- og Miljøudvalget i Allerød Kommune besluttede i maj, at de fremrykkede anlægsmidler på 30 mio. kr. til renoveringer på skole- og dagtilbudsområdet skulle anvendes til renovering af Afdeling Engholms klimaskærm, primært tag og facader. Bevillingen dækker ikke de estimerede omkostninger på 60 mio. kr. til renovering af skolen. Renoveringen planlægges derfor udført således, at delområder levetidsforlænges, mens andre renoveres/udskiftes helt. Der er udarbejdet et forslag til renovering af facaderne, som udvalget på sit seneste møde godkendte som grundlag for projektering og udbud af renoveringsopgaven for klimaskærmen.



HØJE-TAASTRUP

Datacenter

Høje-Taastrup Byråd har vedtaget Kommuneplantillæg 40 for udvidelse af det stationsnære kerneområde i Høje Taastrup Sydvest endeligt.



Formålet med planforslaget er at udvide det stationsnære kerneområde i den sydvestlige del af Høje Taastrup samt give mulighed for en mindre fortætning af området og placering af et datacenter.



KØBENHAVN

Boliger

Københavns Borgerrepræsentation har godkendt, at forslag til lokalplan Kulbanevej Øst, Valby med et tilhørende forslag til kommuneplantillæg kan sendes i offentlig høring.



Det nye plangrundlag skal bane vej for udvikling af et område ved Kulbanevej/Retortvej med blandt andet boliger og daginstitution med op til 45.000 kvm nybyggeri.



IT-virksomheden DXC, der i dag har til huse i en bebyggelse opført til Datacentralen i 1974, ønsker ikke længere at beholde den østlige ubebyggede del af ejendommen.



Selskabet har derfor frasolgt den til Bonava Danmark A/S, der ønsker at opføre boligbebyggelse på grunden. I anmodningen om lokalplan har bygherre vedlagt et forslag til nybyggeri på cirka 45.000 kvm på Retortvej 6 og på de tilstødende kommunale arealer svarende til en bebyggelsesprocent på 150. Desuden er der skitseret et nyt forløb af Kulbanevej gennem området fra et nyt kryds ved Retortvej/Ingrid Marievej til den eksisterende Kulbanevej. Endelig tilgodeses behovet for en daginstitution.



KØBENHAVN

Ungdomsboliger

Københavns Borgerrepræsentation har godkendt, at der opføres 60 almene ungdomsboliger i Teaterhaven, Østerbro og har bemyndiget Teknik- og Miljøudvalget til at meddele tilsagn om kommunal støtte i form af grundkapitallån på op til 7,29 mio. kr.



Det er det almene boligselskab AKB v/ KAB, der er bygherre på de almene ungdomsboliger, som er en del af et samlet projekt med cirka 240 ungdomsboliger.



BREAKING
{{ article.headline }}
0.136