23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

REGION SYDDANMARK

ROUST
Omlægning af vej
Ejeren af Midtgårdsvej 9 i Roust har anmodet Varde Kommune om at få omlagt en delstrækning af Midtgårdsvej.

Midtgårdsvej er en offentlig vej, som ligger cirka 1,5 meter fra stuehuset på adressen. Ønsket om omlægning er begrundet i, at biler kører for tæt på gårdspladsen til fare og gene for beboerne.

Ansøgeren ønsker, at omkring 100 meter af vejen omlægges til en ny placering cirka 25 meter længere mod øst.

Udvalget for Plan og Teknik har givet tilladelse til omlægning af vejen, som skal betales af ansøger. Udgifterne til omlægning af vejen er anslået til 170.000 kr. eksklusive moms.

BLÅVAND
Nedrivning
Ejer af ejendommen Hvidbjerg Strandvej 27, Blåvand har søgt Varde Kommune om tilladelse til at nedrive bygning 1.

Bygningen er bevaringsværdig, og med opførelse i år 1900 er den en af de tidlige bebyggelser i Blåvand. Den fremstår imidlertid ikke længere i sin oprindelige form. Et flertal i udvalget for Plan og Teknik har besluttet at give tilladelse til nedrivningen.

REGION HOVEDSTADEN

HOLTE
Stier
Byplanudvalget i Rudersdal Kommune har sagt ja til, at der kan dispenseres fra fortidsmindebeskyttelseslinjen til etablering af to stier nær fredede fortidsminder i henholdsvis Rudeskov og Geelskov som ansøgt af Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen vil med stierne lede færdslen uden om to eksisterende gravhøje i skovene, idet der i dag er brugere, der går og cykler hen over gravhøjene med slidskader til følge.

Stierne udlægges i slotsgrus i en halv meters brede og forbindes til de eksisterende stisystemer.

GILLELEJE
Kystbeskyttelse
Gribskov kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til at etablere 160 meter ny skråningsbeskyttelse med topkote +3,5 meter ud for en række matrikler på Udsholt Strandvej 8a-14, Gilleleje, og den er blevet imødekommet af udvalget for Udvikling, By og Land.

Skråningsbeskyttelsen opbygges af en fiberdug, hvorpå der lægges et lag mindre sten og et lag filtersten, som afdækkes af større sten.

På stedet er der ifølge ansøger sket en kysttilbagerykning på 12-16 meter over de seneste 20 år.

HELSINGE
Infrastruktur
Udvikling, By og Land i Gribskov Kommune har sagt god for at udarbejdelse af forslag til lokalplan 516.04 for første etape af fælles friarealer og infrastruktur, herunder parkeringsareal og trinbræt i Troldebakkerne i Helsinge kan sættes i gang.

For at kunne servicere den fremtidige byudvikling i Troldebakkerne skal den nødvendige infrastruktur etableres, og det betyder, at der skal etableres rundkørsel ved Laugøvej, stamvej, boligveje, trafikstier, fællesarealer med landskabsbehandling, anlæg til regnvandshåndtering og forplads og parkering til det nye trinbræt ved lokalbanen.

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG
Fjernvarmeforsyning
Viborg Fjernvarme og Energi Viborg Kraftvarme A/S ønsker at etablere fjernvarmeforsyning af Taphede og et varmepumpeanlæg ved Randersvej i Viborg. Projektets gennemførelse kræver godkendelse efter varmeforsyningsloven fra Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune, og den kom i hus på seneste møde i udvalget.

Projektet omfatter etablering af et eldrevet luft-vand-varmepumpeanlæg i forbindelse med etablering af fjernvarmeforsyningen af Taphede, udvidelse af Viborg Fjernvarmes forsyningsområde med området i etape 1 for byudvikling i Taphede i Viborg og etablering af et fjernvarmeledningsnet til forsyning af forbrugerne samt transmissionsledning fra Hamlen ud til området og videre ud til varmepumpen.

Efterhånden som tidsplan og udformning bliver kendt for de øvrige fire etaper i Taphede, vil Viborg Fjernvarme udarbejde nye selvstændige projektforslag.

BORDING
Boligområde 
Ikast-Brande Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 393 - Boligområde, Østervang, Bording og et tilsvarende kommuneplantillæg endeligt.

Med det nye plangrundlag udlægges et område ved Østervang i Bording til tæt-lav boligbebyggelse.

BRANDE
Boligområde
Ikast-Brande Byråd har sendt forslag til Kommuneplantillæg nr. 39 til Ikast-Brande Kommuneplan 2017-2029 - Boligområde, Præstelunden, Brande i høring.

Formålet med kommuneplantillæg nr. 39 er at give mulighed for, at området, hvor Præstelundskolen ligger i dag, kan anvendes til boligområde og rekreativt grønt område, når skolen flytter til deres nye lokaler i Atrium.

Kommuneplantillægget sætter rammerne for de lokalplaner, der skal muliggøre de endelige byudviklingsprojekter inden for planområdet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156