23948sdkhjf

Jordvarme bringer nordsjællandsk museum op i ny liga

Anlægget skal levere både varme og køl til udstillingssalene

Nivaagaards Malerisamling blev skabt af godsejeren og politikeren Johannes Hage. 

Den nuværende museumsbygning i Nivå er opført i flere etaper i henholdsvis 1903, 1988 og 1992.

Siden 2016 har museet arbejdet med at forberede et klimarenoveringsprojekt, der skal bringe samlingen op i en ny museal liga. 

- Det er banebrydende, at vi i en eksisterende museumsbygning omlægger energiforsyning fra fossilt brændstof til bæredygtig jordvarme, der både kan varme og køle luften i vores udstillingssale, siger museumsdirektør Andrea Rygg Karberg.

Fugtproblemer

Klimarenoveringen skal løse temperatur- og fugtproblemer i museumsbygningen.

- Det har længe været et problem for vores helt enestående samling og for vores muligheder for indlån af kunst af den højeste kaliber, at vores museumsbygning har savnet et optimalt klimaanlæg, siger museumsdirektør Andrea Rygg Karberg og fortsætter: 

- Der er strenge krav til en konstant temperatur og luftfugtighed i kunstmuseers udstillingssale, og med et stigende besøgstal og varme somre har vi haft svært ved at garantere de rette forhold for kunsten såvel som for vores gæster.

Jordvarme, ovenlys & LED

Klimarenoveringsprojektet består af flere elementer og omfatter bl.a. et jordvarmeanlæg, som både kan bidrage til varme og køl, nye ovenlysvinduer, LED-belysning og mere effektive ventilationskanaler. 

Forbedringer, der tilsammen vil styrke rammerne for kunstoplevelser på Nivaagaards Malerisamling og forbedre komfort, klima, sikkerhed og æstetik. 

Der installeres helt konkret ny varme- og køleforsyning fra frekvensstyrede varmepumper med buffertanke til koldt og varmt vand. 

- Disse er tanke er primært tænkt som en energioptimering af anlægget så overskudsvarme/kulde fra varmepumperne udnyttes bedst muligt henover døgnet, oplyser Fredrik Emil Nors fra rådgiver firmaet Steensen og Warming og uddyber:

- Den primære funktion af kølingen er at affugte ventilationsluften, så der kan holdes en ensartet temperatur og fugtighed i udstillingslokalerne. Der etableres også ny mulighed for affugtning af luften i alle udstillingslokalerne. 

I forhold til de energiberegninger som Steensen og Warming har lavet, forventes det fremtidige samlede opvarmningsbehov at være ca. 145 MWh og det samlede årlige kølebehov at være ca. 130 MWh.

Naturligt ovenlys

Det har ligget museet stærkt på sinde at udarbejde et så bæredygtigt projekt som muligt, hvilket den nye ventilation og ovenlysvinduerne kommer til at opfylde. I projektet spiller ovenlysvinduer en særlig rolle.

- Vi har ikke ønsket at miste muligheden for ovenlys. Malerierne er skabt for flere århundreder siden i atelierer med naturligt lys, og sådan vil vi, at kunsten skal ses. Det er en del af museets åbne og venlige atmosfære, at vi fornemmer en verden udenfor takket være vinduerne. I dag er de fleste af museets ovenlys desværre permanent tildækkede, fordi der ellers bliver for varmt, og fordi det nuværende glas ikke justerer lysindfaldet og lysstyrken, siger Andrea Rygg Karberg

De nye ovenlysvinduer har betydning for behovet for køling.

- Uønsket solvarme og kraftig solstråling modvirkes af de nye energieffektive ovenlys med effektiv solafskærmning. Direkte køling af udstillingslokalerne vil derfor kun være i et relativt begrænset omfang om sommeren, forklarer Fredrik Emil Nors. 

Udstillingslokalerne etableres desuden med ny energieffektiv belysning med state-of-the-art farvegengivelsesegenskaber, som er helt centralt for museet.

Ombygning i 2021

Klimarenoveringsprojektet gennemføres i løbet af 2021. Emcon er tilknyttet som bygherrerådgiver, og Bertelsen & Scheving er tilknyttet som totalrådgiver.

I slutningen af 2020 gennemføres udbudsprojektet, og museet forventer at kontrahere entrepriser i starten af 2021.

Når projektet i løbet af 2021 bliver en realitet, skyldes det donationer fra fire af landets største fonde: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Villum Fonden, Augustinus Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal. Fondene har tilsammen doneret op til 35 mio. kr. til renoveringsprojektet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093