Kalvebod Fælled Skole i Ørestaden vandt sidste år en byggepris fra Københavns Kommune for blandt andet sin høje byggekvalitet.
Men enkelte steder lader kvaliteten til at have haltet i den 386,8 mio. kr. dyre bygning.
I sidste uge faldt en loftsplade i træ ned, og efterfølgende gennemgange af alle lofterne har påvist, at flere andre loftsplader har siddet løst, oplyser Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Der er tale om arkitekttegnede loftsplader i træ, monteret på et systemloft, og årsagen vurderes at være "en utilstrækkelig fastgørelse mellem loftskinner og loftmoduler," skriver forvaltningen til Licitationen.
Helt uacceptabelt
Pladen faldt ned i et klublokale på skolen i weekenden 5.-6. september, hvor ingen elever eller voksne var til stede. Det er uanset hvad stærkt kritisabelt, udtaler Kasper Graa Wulff, chef for Københavns Kommunes bygherreenhed ByK.