23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Andelsforeninger med i ny bølge af låneomlægninger

Efter et rekordår i 2019 med omlægninger af realkreditlån for over 500 mia. kr. kom der alligevel en ekstra lånebølge denne sommer, da boligejere og for eksempel andelsboligforeninger senest 31. juli kunne opsige og ændre lån.

- Det har været en pæn lille bølge med omlægninger - den endte på cirka 55 mia. kr., og i et normalt kvartal ligger vi på 15-20 mia. kr. Andelsboligforeninger har været godt med og udnyttet mulighederne for at få lavere rente siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Banken har både mange private andelshavere og andelsboligforeninger som kunder. Foreningerne får tilbudt realkreditlån via samarbejdspartneren Totaltkredit.

- Det her har generelt været en omlægningsrunde for dem, som har nølet med det før, men nu fik en ekstra chance, fordi renten faldt igen. Vores opfattelse er, at andelsboligforeninger generelt har skarpt fokus på at budgetsikre, så de får lavere rente, siger Mikkel Høegh, cheføkonom og afdelingsdirektør i Jyske Realkredit, som selv vurdere at have omkring en femtedel af lånene til andelsforeninger.

Låne- eller konverteringsbølgen blev større end ventet, fordi mange helt op til fristen ved udgangen af juli sagde lånet op for at udnytte det meget lave renteniveau. Kursen på lån til 1 pct. rente lå meget tæt på 100.

Stordriftsfordele i foreninger
- Vi så en del trafik fra 2 pct. lån til 1 pct. lån; lån med 2½ og 3 pct. rente findes stort set ikke længere (men er blevet omlagt, red.). Nogle låntagere foretrak at lægge om til ½ pct. i rente, så er der et vist kurstab, men til gengæld en endnu lavere rente og ydelse end ved 1 pct.-lån, siger Brian Friis Helmer.

Både Arbejdernes Landsbank og Jyske Realkredit så også en del omlægninger fra hidtidige lån på 1½ pct. og ned til 1 pct.-lån i netop andelsboligforeninger. Normalt betyder omkostningerne ved at lægge om ellers, at der skal være et spring i lånerenten på mindst et helt procentpoint.

- Men nogle af omkostningerne ved at lægge om er faste uanset lånets størrelse, så jo større lån, desto mere aktiv gældspleje kan man have, og andelsforeninger har typisk store, fælles lån. Derfor har mange bestyrelser i andelsboligforeninger og deres rådgivere fokus på at udnytte mulighederne ved at lægge lån om, siger Mikkel Høegh fra Jyske Realkredit.

Fokus på fast rente
Såvel Mikkel Høegh som Brian Friis Helmer hos Arbejdernes Landsbank kan registrere, at de senere års trafik væk fra flekslån med kort rente over til lån med fast, 30-årig rente har taget ekstra fart.

- Det er der også meget fokus på ude i foreningerne. Det har især betydning for dem, der skal købe en andelsbolig. Når de skal kreditvurderes og taler med banken, lægger den vægt på, at foreningen har fastforrentede lån, så der ikke kan komme overraskelser i økonomien. Derfor har fast rente også særlig betydning for dem, som måske snart skal sælge deres andelsbolig, men alle andelshavere får tryghed mod rentestigninger, siger Mikkel Høegh.

Finanstilsynet indskærpede for et par siden over for bankerne, at de særligt i Storkøbenhavn og Aarhus skal sikre sig, at boligkøbere - inklusive købere af andelsboliger - kan betale af på deres lån, også på længere sigt.

Næste frist for at opsige og omlægge realkreditlån er fredag 30. oktober. Så bliver lånet lagt om to måneder senere ved udgangen af kvartalet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141