REGION HOVEDSTADEN
VIRUM
Museum
Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til lokalplan 302 for Kongevejen 79-85 med tilhørende kommuneplantillæg 11, som herefter sendes i offentlig høring i otte uger.
Kommunalbestyrelsen vedtog i februar et købstilbud og medfølgende dispositionsforslag for anvendelsen og bebyggelse af ejendommen, hvor det tidligere landbrugsmuseum havde til huse samt for ejendommen Virumgård. Lokalplanforslaget tager udgangspunkt i dispositionsforslaget.
Der forventes opført 15.000 kvm inklusive det tidligere landbrugsmuseum og Virumgårds hovedbygning, som begge forudsættes bevaret og istandsat. Hertil kommer kældre under terræn.
Lokalplanen giver mulighed for, at der inden for området kan etableres et nyt museum for klassiske biler i det gamle landbrugsmuseum og café i den gamle hovedbygning Virumgård. Der gives desuden mulighed for at etablere tilhørende museumsbutik, restaurant, møde- og selskabslokaler mm. Desuden etableres erhverv i form af kontor, lager, handel med særligt pladskrævende varegrupper samt værksteder. Endelig indeholder lokalplanen arealreservation til en rampe fra Lyngby Omfartsvej.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Daginstitution
Slagelse Byråd har vedtaget Lokalplan 1227 - daginstitution mellem Ndr. Ringgade og Bakkevej, Slagelse endeligt. Lokalplanen giver mulighed for at opføre en større daginstitution.
KORSØR
Dobbelthuse
Slagelse Byråd har vedtaget Lokalplan 129A, Lysehøj - Boligområde syd for Musholmparken og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanen skal give mulighed for opførelse af dobbelthuse i en mindre del af Højbjergparken i den nordlige del af Korsør. Byggegrundene skal som minimum udstykkes i størrelser på minimum 450 kvm og må ikke bebygges med mere end 30 pct.
SLAGELSE
Bo- og støttetilbud
Slagelse Byråd har sendt forslag til Lokalplan 1239, Boliger på Kalundborgvej 83 i Slagelse og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i otte ugers offentlig høring.
Lokalplanområdet skal huse bo- og støttetilbud, der henvender sig til unge over 18 år med diagnoser såsom ADHD, OCD eller angst. Lokalplanen muliggør opførelsen af en ny to-etagers bebyggelse på cirka 560 kvm til 12 nye, mindre boliger, der skal placeres bag den eksisterende bebyggelse. Den eksisterende bygning, der har huset dyrehandel, forudsættes nedrevet.
Der afholdes borgermøde 1. oktober.
HOLBÆK
Om- og tilbygning
Holbæk Kommunalbestyrelse har godkendt lokalplanforslag 1.56 for Karré 5 Holbæk Havn og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter fremlægges i offentlig høring.
Karré 5 er del af et attraktivt beliggende byområde i Holbæk, tæt ved fjorden og centralt i byen. Området er et tidligere erhvervsområde, der gennem en årrække blev anvendt til havneerhverv, og den eksisterende hovedbygning på ejendommen blev tidligere anvendt som frysehus, inden omdannelse til de nuværende aktiviteter; fitnesscenter, eventhal, liberale erhverv m.v.
Ejer ønsker at ombygge, renovere og tilbygge de eksisterende bygninger i stedet for at gennemføre en nedrivning og opføre ny bebyggelse i henhold til gældende Lokalplan 1.46.
Med lokalplan 1.56 bliver det muligt at opføre den ønskede tilbygning.
OSTED
Ombygning og renovering
Lejre Kommunalbestyrelse vedtog i maj måned en ideskitse til ombygning og renovering af Osted Skole og Børnehus med en dertilhørende økonomisk ramme på 66 mio. kr., og på seneste kommunalbestyrelsesmøde blev procesplan og procesorganisation godkendt og der blev meddelt rådighedsbeløb på 1 mio. kr. til forarbejde og ekstern rådgivning.
I procesplanen anbefales det, at Lejre Kommune udbyder opgaven med Osted Skole og Børnehus i totalentreprise med partnering-elementer.
Udbudsprocessen forventes indledt til december, og i april næste år forventes projekteringen sat i gang. Byggearbejdet påbegyndes ifølge planerne ultimo 2021.
REGION SYDDANMARK
HADERSLEV
150 boliger
Haderslev Byråd har sendt forslag til lokalplan 10-41 boligområde ved Honnørkajen og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring.
En lokal investorgruppe ønsker at udvikle et boligområde på Honnørkajen i Haderslev. Der er udarbejdet projektmateriale, som har været udsendt i offentlig debat i otte uger i forbindelse med indkaldelse af ideer og forslag til planlægningen.
Planområdet ligger ved Honnørkajen i Haderslev og afgrænses af Jomfrustien, Gasværksvej og Honnørkajen, hvor der med det nye plangrundlag åbnes mulighed for opførelse af et højhus i op til 14 etager med en maksimal højde på 55 meter, samt en lidt lavere kantbebyggelse i op til otte etager med en maksimal højde på 28 meter. Der bliver mulighed for etablering af cirka 150 boliger i alt.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Åben-lav boligbebyggelse
Aalborg Byråd har vedtaget Lokalplan 6-4-102 Boliger, vest for skolen, Sønderholm og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Kommuneplantillæg og lokalplan er udarbejdet for at muliggøre en åben-lav boligbebyggelse i den vestlige del af Sønderholm. Planerne muliggør således etablering af cirka 15 åben-lave boliger på et areal, der udgør 2,6 hektar.
AALBORG
Menighedshus
Aalborg Byråd har efter endt høring vedtaget Lokalplan 1-3-125 Menighedshus ved Ansgar Kirke, Vesterbro endeligt.
Ansgars Sogns Menighedsråd har behov for mere plads til Ansgar Kirkes aktiviteter og funktioner, og lokalplanens formål er at sikre mulighed for at opføre et menighedshus af høj arkitektonisk kvalitet i tilknytning til kirken.
Menighedshuset skal indeholde kontor- og forsamlingslokaler til brug for kirkelige, kulturelle og sociale arrangementer. En underjordisk tunnel skal forbinde bygningen med Ansgar Kirkes krypt, hvilket samtidig skal løse de nuværende adgangsproblemer ved arrangementer for sognets mange ældre og gangbesværede.
AALBORG
Bolig og erhverv
Aalborg Byråd har vedtaget Lokalplan 4-3-111 Bolig og erhverv, Indkilde Alle, Gug endeligt.
Formålet med planen er at muliggøre bolig- og erhvervsbebyggelse i det sydlige Gug, hvor der kan etableres godt 30 boliger og nogle enkelte småerhverv.
Byrådet har også vedtaget Lokalplan 2-4-102 Boliger, Zangenbergs Alle, Lindholm endeligt.
Formålet med planen er at skabe et nyt boligområde i bydelen Lindholm i Nørresundby. Planen skal give mulighed for at opføre 32 nye boliger i form af tæt-lav bebyggelse i maksimalt to etager.