Charles Christensen
Allan H. Jacobsen, adm. direktør, kan 1. september fejre 50-års jubilæum hos gulvbelægningsfirmaet Charles Christensen A/S.
Allan H. Jacobsen overtog i 2005 virksomheden, som siden 1903 har været ejet og ledet af familien Christensen. Selv om Allan Jacobsen ikke er i familie med Christensen-familien, har virksomheden dog været en del af hans DNA siden han som 14-årig startede sin karriere som gulvlæggerlærling.
Efter 15 år som gulvlægger fortsatte Allan Jacobsen sin karriere i Charles Christensen A/S, først som konduktør og efter et par år som produktionschef. I 1993 blev Allan Jacobsen udnævnt til direktør i virksomheden, og allerede i 1995 indledtes en 10-årig generationsskifteproces, omfattende både Charles Christensen A/S og det daværende engros-selskab Charles Gulve Engros AS, som siden er blevet solgt.
Outrup Vinduer & Døre
Dan Vejle, 28 år, er 1. juli tiltrådt som ny kunderådgiver i salgsafdelingen hos Outrup Vinduer & Døre i Nykøbing Mors. Dan er ansat på baggrund af øget aktivitet i virksomheden, og han bliver i sin stilling ansvarlig for at rådgive og servicere vinduesproducentens kunder i Midtjylland.
Dan er uddannet tømrer og har derfor rigtig gode forudsætninger for at yde kunderne en god rådgivning. Han har tidligere været ansat i produktionen og som kunderådgiver hos Outrup og er nu kommet tilbage i folden igen.