23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Aarsleff-boss: Vi er blevet bedre til eksekvering

Aarsleffs topchef har strammet tøjlerne i landets største entreprenørvirksomhed. Midt under coronapandemien har Aars-leff formået at præstere et rekordhøjt kvartalsresultat på 188 mio. kr., selv om omsætningen er faldende.

Forklaringen er ifølge adm. direktør Jesper Kristian Jacobsen især en mere effektiv drift.

- Det korte svar er en bedre drift og bedre projekteksekvering end forventet. Og så har der særligt i Rørteknik-segmentet været nogle projekter i Tyskland og Sverige, som er afsluttet bedre, end vi så tidligere på året, fortæller direktøren i kølvandet på tredje kvartalsrapporten, der blev offentliggjort tirsdag.

Regnskabet fra Per Aarsleff Holding A/S viste en nedgang i omsætningen på 1,5 pct. til knap 9,9 mia. kr. i de første ni måneder af det forskudte regnskabsår 2019/20 i forhold til samme periode året før. Til gengæld steg driftsresultatet (EBIT) med godt 10 pct. til 415 mio. kr. før nedskrivning af goodwill.

April kvartal skilte sig ud
For de første tre kvartaler gav det en overskudsgrad (EBIT-margin) på 4,2 pct. Men særligt tredje kvartal skilte sig ud med en overskudsgrad på hele 5,7 pct. - og dermed et pænt stykke over selskabets egen målsætning om at opnå en overskudsgrad på mindst 5 pct.

Jesper Kristian Jacobsen erklærer sig tilfreds med regnskabet, men understreger, at der ikke er en entydig forklaring på sidste uges opjustering.

- Det er ikke så enkelt at svare på. Det er en meget vidtforgrenet virksomhed. Men kort fortalt skyldes det en ændring i de forventninger, vi havde tidligere på året, da vi sad og forberedte vores halvårsregnskab midt i coronasituationen, siger han og fortsætter:

- Når du sidder midt i sådan noget og skal prøve at gætte på, hvordan det ser ud resten af året, så vil der nok naturligt være en smule forsigtighed. Og nu er vi kommet igennem og kan se, at det faktisk er gået bedre, end vi måske var lidt bekymrede for.

Normal drift
Aarsleff oplyser i kvartalsrapporten, at koncernen indtil videre har haft stort set normal drift under coronakrisen.

Ifølge Jesper Kristian Jacobsen stammer størstedelen af virksomhedens omsætning i den forgangne regnskabsperiode fra kontrakter, som allerede var godt i gang.

- Og jeg tror, at en ordreproducerende virksomhed ikke bliver ramt på samme måde som eksempelvis rejsebranchen eller tøjbutikker, som har noget liggende på hylden, de gerne skal have kunderne ind at købe. Der er nogle andre dynamikker i den branche, vi er i, som ikke bliver så hårdt ramt, siger han.

Stor usikkerhed
Når det gælder coronakrisens indvirkning fremover, er usikkerheden imidlertid stor, tilføjer direktøren.

- Hvordan Covid-19 udvikler sig herhjemme og i udlandet, og hvordan de enkelte lande, vi er i, vælger at håndtere det, og om de lukker ned og åbner op igen, det tror jeg er svært at spå om. Det jeg nok bedst kan svare er, at billedet, når vi sidder og kigger ud af forruden, er mere usikkert, end det vi kiggede ud på for seks måneder siden, siger han.

Jesper Kristian Jacobsen nævner, at eksempelvis Norge lukkede kraftigt ned i begyndelsen af coronapandemien, hvilket gav en del bekymring hos Aarsleff, som har en række aktiviteter i Norge.

- Men vi kan se nu, hvor vi er kommet tre måneder længere hen, at man fik ret hurtigt åbnet op for aktiviteterne igen, så dér har påvirkningen ikke været så slem, som vi havde troet lige i starten.

- Til gengæld er Rusland og England stadigvæk påvirket. Herhjemme har vi ikke været synderligt påvirkede, og i Tyskland har det egentlig heller ikke været så slemt. Men om det bliver samme billede, vi kigger ind i, hvis der kommer en bølge nummer to, det ved jeg simpelt hen ikke, siger han.

Ingen vækststrategi
Aarsleff opjusterede i sidste uge forventningerne til hele regnskabsåret, hvor prognosen nu lyder på et driftsresultat i størrelsesordenen 615 mio. kr. før goodwillnedskrivning.

Til gengæld ventes omsætningen at dale med 2 pct. i forhold til sidste års 13,5 mia. kr. Det svarer til en overskudsgrad på 4,7 pct.

I har skruet ned for jeres forventninger til omsætningen. Hvornår kommer virksomheden tilbage på vækstsporet?
- I Fundering og Rørteknik har vi vækst, og dér har vi et mål om at vækste hvert år. Det har vi ikke i Anlæg & Byggeri, som har den størrelse, markedet tillader på et givet tidspunkt. Så det kan jeg ikke svare på, for vi har ikke en vækststrategi generelt for selskabet, siger Jesper Kristian Jacobsen og tilføjer:

- Vi har vækstet historisk set, men det har ikke været et udtrykt mål. Det har været noget, der er sket, fordi vi har en organisation og nogle medarbejdere, der har en virkelyst og gerne vil ud på nogle projekter.

Selv om der ikke er vækst i sigte hos Aarsleff inden for nærmeste fremtid, erklærer direktøren sig tilfreds med udviklingen.

- Vi er rigtig glade som organisation for, at vi er kommet godt igennem de første tre kvartaler. Og det ser også ud som om, vi kommer godt igennem helåret. Og der er fremgang på alle tre segmenter, så det er vi glade for, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|