REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG
Almene boliger
Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har godkendt forslag til Lokalplan B 17.10.01 Almene boliger på Parkvej i Vordingborg, som herefter er sendt i høring frem til 11. september.
Lokalplanen muliggør opførelse af 16 almene boliger fordelt i to stokkebebyggelser i to plan indrettet med hver otte tre-værelses lejligheder på 80 kvm.
Medmindre der i løbet af høringen indkommer væsentligt indsigelser, kan lokalplanen vedtages endeligt af administrationen.
REGION SYDDANMARK
ESBJERG
Byudvikling
Der er et ønske om at få udarbejdet en strategisk udviklingsplan for den inderste del af Østerbyen i Esbjerg.
Området er på cirka 100 hektar og ligger mellem jernbanen mod vest og Ringen mv. mod øst.
Der foreslås afholdt en international byudviklingskonkurrence for at sikre den ønskede høje kvalitet i byudviklingen, og for at skabe bred opmærksomhed om udviklingen af Østerbyen.
Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune besluttede på sit seneste møde, at der skal udarbejdes et udviklingsprojekt til Byrådets kommende budget med en strategisk udviklingsplan for Østerbyen i Esbjerg.
Budgettet for en international byudviklingskonkurrence skønnes at være i størrelsesordenen 5-6 mio. kr., hvor størstedelen vil gå til honorering af deltagerteam. I første omgang foreslås der afsat 1 mio. kr. til udarbejdelse af program mv.
REGION MIDTJYLLAND
BRYRUP
Tæt-lave boliger
Constructa A/S har på vegne af Silkeborg Boligselskab søgt Silkeborg Kommune om dispensation fra lokalplan 42-002 for boligområde ved Byvej/Kirkevej. Der er søgt om dispensation til ændring af antallet af tæt-lave boliger fra otte til 10 og en mindre omdisponering af området på Kirkevej 5A i Bryrup.
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune har sagt god for, at der dispenseres som ansøgt.
BALLE
Ambulancecenter
Geopartner og Laban Arkitekter har på vegne af Region Midtjylland og grundejer College 360 fremsendt en bebyggelsesplan for indretning af ambulancecenter i eksisterende bygning på Kejlstrupvej 99D i Balle til Silkeborg Kommune.
Indretning af et ambulancecenter forventes ikke at indebære udvendige ændringer eller tilbygninger til bygningen.
Gældende lokalplan giver ikke mulighed for et ambulancecenter i det pågældende delområde, og der skal derfor udarbejde et tillæg til lokalplanen og også et tillæg til kommuneplanen. Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune har godkendt, at dette arbejde sættes i gang. I første omgang gennemføres en forhøring, hvor der indkaldes ideer og forslag til den kommende planlægning.